NU KAN DET ALTSÅ VÆRE NOK!

Vi slog vores rekord.. Én uge fik vores navne, på postkassen, lov at sidde der, efter flere forsøg med diverse sorter tape. Denne gang havde vi tapet det fast, så det seriøst næsten ikke var til at hive af. Men en uge gik der. Så var det væk igen.

Jeg var hjemme i Hillerød i går, for at hente nogle ting. Jeg var sammen med min gode veninde, Marie. Klokken var mange. Måske omkring 23.00, så ikke en sjæl rørte sig i kvarteret. Da vi gik op i vores opgang, slog jeg lige et blik på postkassen, for at se om navneskiltet stadig var der. Det var det. Præcis som vi selv havde sat det, for en uge siden. Vi gik op i lejligheden og pakkede en taske. Det tog måske ti minutter. Ikke mere. Herefter gik vi tilbage til bilen. På vej ned ad trappen tænkte jeg, at jeg lige måtte kigge på postkassen endnu en gang. Ikke fordi jeg regnede med, der havde været nogen forbi på ti minutter. Men jo, minsandten.. Navneskiltet var revet i småstykker, krøllet sammen og smidt ind i postkassen.. IGEN! PÅ TI MINUTTER! Og så sjovt nok lige imens jeg er hjemme?!

Vi er mildest talt møg trætte af at komme hjem til en cykel der er væltet (som den eneste på hele cykelparkeringen), skrald udenfor vores dør og på vores trappe og manglende post på grund af manglende navn på postkassen. Vi er trætte af, at vi ikke ved, hvem det er og hvorfor de gør det? Vi ved jo ikke om det bare er små drenge, som synes det er enormt sjovt, at ødelægge folks ting, eller om det rent faktisk er fordi, vi er blevet forlovet, og nogen har SERIØST ondt i røven. Alt det her startede jo pudsigt nok lige på det tidspunkt, det blev offentliggjort, og det går sjovt nok KUN ud over os.

Men uanset hvad, så har vi nu valgt at få sat noget fokus på det her. Så må det bære eller briste.. Jeg opdaterer med flere oplysninger senere.

Jeg er glad for, at I altid er til at regne med <3