Jeg har besluttet mig for at skrive et af de lidt mere svære indlæg her til aften. Men tiden læger alle sår, og man kommer videre med sit liv. Heldigvis kom jeg videre med Natascha ved min side.
Som overskriften så fint beskriver det – Natascha og jeg gik fra hinanden i december 2015. Altså 1,5 år inde i vores forhold, og et halvt år inden vi skulle giftes. Næsten alt var klar til brylluppet og planlagt ned til mindste detalje. Men alligevel skete det, man frygter allermest.
Vi skrev december i kalenderen og som så mange andre, kan jeg godt gå hen og blive lidt vinterdepressiv. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg havde gået og været møgirriteret på alt og alle i længere tid, men var egentlig ikke rigtig klar over, hvad der irriterede mig. Natascha og jeg boede på daværende tidspunkt hos min mor, i en kortere periode, efter vi flyttede fra lejligheden i Hillerød, så det hele var lidt kaotisk og trængt, og vi trængte virkelig til et sted at slå os ned og få ro på. Desværre er det jo bare ikke så nemt at finde lejligheder, og slet ikke når man samtidig har nogle krav. Jeg tror måske bare, det var hele vores situation der nagede mig helt vildt.
Nå men i hvert fald, så havde Natascha og jeg været ude at køre en tur en aften og vi havde, i bilen, snærret lidt af hinanden, og fundet noget, som vi mente var værd at diskutere over. I ved, de små ting, der pludselig bliver VIRKELIG store. (Jeg er rigtig god til at gøre små ting meget værre end, hvad de er). Klokken var mange og vi var trætte – ikke bare af boligsituationen, men også bare trætte generelt. Da jeg har parkeret bilen eskalerer den her diskussion virkelig, og en fjer var pludselig blevet til fem høns. Lige pludselig var alting galt, og jeg kunne ikke finde noget som helst positivt i mit liv. Og så kom jeg til den konklusion, at Natascha og jeg nok bare var bedre tjent uden hinanden. (ja i know, virkelig åndssvagt!). Jeg havde jo på INGEN måde gennemtænkt det, jeg slyngede ud, og jeg vidste godt, at det jo egentlig bare ville gøre det hele meget værre. Men lige i situationen virkede det bare som det rigtige.
Jeg kørte Natascha ned på stationen, så hun kunne tage hjem til en kammerat. Da hun var steget ud af bilen, sad jeg tilbage med den VILDESTE følelse af tomhed og fortrydelse. Shit. FUCK! Hvad fanden var det lige, jeg havde gjort?! Smidt 1,5 års, virkelig trygt og dejligt forhold, ud af vinduet? Bare sådan? Flot Anna, virkelig flot! Way to go!
Jeg hylede som en stukken gris da jeg ringede til min bedste veninde, som mødte mig i Hellerup (hurra for skønne veninder!), så vi kunne snakke – lige dér var det det eneste der kunne hjælpe, bare en lille smule. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg blev ved med at sige, at det var min endelige beslutning og at det var bedst sådan – selv om jeg jo allerede havde fortrudt BIG time! Men helt ærligt, hvor useriøst er det lige at gå fra én, og så fortryde fem minutter efter?! Jeg går jo trods alt ikke i børnehave længere.
Da jeg kom hjem, sov jeg, for første gang siden jeg var otte år gammel, i min mors seng, sammen med min mor. Ingen kan trøste som mami! Her modtog jeg en sms fra Natascha – den sødeste sms, jeg i mit liv har fået. Ja, jeg sidder faktisk lige i skrivende stund, og hulker lidt, bare ved tanken – hormonella much? 😀 I sms’en skrev hun virkelig virkelig dybt og helt inde fra sit hjerte – virkelig rørende. Den gjorde mig SÅ ked af det, og SÅ glad på samme tid! Ked af det fordi, det virkelig gik op for mig, hvad jeg havde gjort og hvor stor en idiot, jeg var – og glad fordi, jeg virkelig mærkede, hvor meget hun elskede mig.
Næste morgen måtte jeg jo krybe til korset og ringe til Natascha – jeg tiggede og bad hende om, om hun ikke nok ville komme og snakke med mig. Det ville hun ikke til at starte med, og jeg kan SÅ godt forstå hende nu. Heldigvis lykkedes det mig at fyre nok kærlighedspladder af, til at hun overgav sig, og kom hjem til mig, så jeg kunne fortælle hende endnu flere gange, hvor meget jeg fortrød det, jeg havde gjort.
En laaaaaaang snak og en gåtur senere, var vi enige om, at lægge det bag os, og lades som om, det ikke var sket – men alligvel basere forholdet på andre præmisser. F.eks. tog Natascha hjem til sin mor og var noget tid, og vi prøvede at have nogle dage hver for sig, for at nå at savne hinanden. Det hjalp, heldigvis.
Og nu sidder vi her – gift, i egen lejlighed og med livets største gave. Vores Mattheo <3 Bruddet tænker vi ikke længere over, og det er ikke noget vi snakker om. Men Natascha ved, at jeg 100% forstår, at hun stadig er mærket af det, og at det altid vil sidde i hende, ligegyldigt hvor meget, jeg fortæller, jeg elsker hende.
Kærligheden er det mest fantastiske her i livet – men for s****, hvor kan den også bare være en bitch! Det har jeg da i hvert fald erfaret 😉
.. Da vi var blevet indlogeret på stuen, kom min mor med hele vores oppakning (som bestemt ikke var lille – man er vel førstegangsfødende :D), så vi var helt klar til babys ankomst, som vi jo regnede med ville være inden for en rimelig tidsramme.
Da min mor skulle til at gå igen, fik hun lige fældet et par tårer på vejen ud – og det gjorde hormonella preggo her jo så også.. Det hele var så uvirkeligt og følelsesladet. Følelsen af at vide, at man snart skulle tage ansvar for så lille et menneske, og have det i armene for første gang – det var så sindssygt. Så sindssygt, at jeg faktisk ikke kan beskrive det. Tænk, at vi skulle få lov til at opleve den følelse, Natascha og jeg.
Lige da vi var kommet ind på stuen skulle der til at være vagtskifte på fødegangen – så typisk! Så vi nåede kun lige at hilse på den jordemoder, som havde dagsvagt, inden hun så skulle hjem. Heldigvis fik vi den søøøøødeste jordemoder efterfølgende, så skøn og empatisk – sansestue, fantastisk jordemoder OG i aktiv fødsel. Jeg var i hopla! (selv om jeg havde pænt mange smerter – men man er vej en powerwoman!).
Efter kort tid gav de mig lavament (afføringsmiddel) – og oveni det fik vi også lige serveret aftensmad på stuen, det var så ikke så god en cocktail 😀 Jeg kunne ligeså godt have spist min mad på toilettet! Dog havde jeg på det her tidspunkt så ondt, at jeg ikke kunne klemme noget som helst ned. Ellers tak! Jeg var her også LYKKELIGT uvidende om, at det hele skulle vise sig at blive MEGET værre.
Jordemoderen undersøgte mig og konstaterede, at jeg stadig ”kun” var 4 cm. åben og ikke rigtig havde nogen udvikling – så hun udstyrede mig med en sækkepude i sengen, som jeg så skulle ligge på maven på, og samtidig vrikke med hofterne, man kalder det vist Rebozo – og jep, det så virkelig sjovt ud!
Herudover blev jeg også udstyret med lattergas, hvilket ellers var totalt imod min vilje! Jeg har altid været skrækslagen for, hvad der kunne gøre mig svimmel og dårlig. Men jordemoderen anbefalede det virkelig, og ja – den endte jo så også med at være GULD værd! For s****, hvor jeg nød godt af den! Natascha har efterfølende fortalt mig, hvordan jeg har snakket om, at jeg ville have sådan noget lattergas derhjemme, sagt ”this is my best friend” med helt skæve øjne og haft en fest over hvilken virkning det havde på mig – jeg ville ønske, det var blevet filmet! 😀
Efter nogen tid på sækkepuden, kom jeg ned og sidde på en yogabold, hvor jeg skulle hoppe lidt og og ned og frem og tilbage, for at få ham længere ned i mit bækken. På det her tidpunkt var der ca. gået to timer på fødestuen, og smerterne var slemme, men jeg kunne klare det kun med lattergassen, og havde stadig overskud til at joke og grine. Så jeg tænkte jo bare piece of cake, altså! Det her klarer jeg da snildt – jeg spytter den unge ud, som var det en mandel jeg smuttede. Da jordemoderen så undersøgte mig, og konstaterede, at jeg var – HOLD NU FAST – OTTE cm. åben var jeg simpelthen SÅ stolt og lykkelig, at jeg kunne have skidt alt lavamentet ud, IGEN! Tænk, at det kun havde taget ca. tre timer, at åbne mig så meget, så der nu kun var to sølle cm. tilbage, til jeg kunne få lov til at presse!
Imens jordemoderen undersøgte mig, masserede hun også lige lidt deropppe, som hun så fint udtrykte det – ja virkelig charmerende! 😀 Det gjorde hun for at få mit vand til at gå, så vi kunne fremskynde processen lidt. Mine veer havde taget til i styrke, og jeg havde nu virkelig mange smerter! Men jeg var alligevel så ovenpå og klar, fordi jeg vidste, der ikke var længe igen.
Kort tid efter gik mit vand i en KÆMPE skyller! Det føltes som at tisse i bukserne og ikke have kontrol over det. Så jordemoderen skulle jo så lige undersøge mig endnu en gang.
Imens hun rodede rundt deroppe og jeg skreg af smerte, kunne jeg pludselig fornemme, at tingene måske ikke var helt, som vi havde håbet – for hun sagde ikke noget i lang tid. Det viste sig jo så, at jeg, efter mit vand var gået, var skrumpet ned til – IGEN, HOLD NU FAST – FIRE sølle lorte cm.!!!! Grunden til de otte cm. var, at min fosterhinde med alt vandet i, havde været så spændt, at den havde udvidet mig så meget. Så da mit vand gik og fosterhinden sprang var alt fuldstændig, som da vi kom på fødestue. Jeg var grædefærdig! Her lå jeg jo ligesom og troede, at det hele skulle være så nemt! Jordemoderen fortalte os, at hun ville give mig vestimulerende drop for at sætte skub i tingene – samtidigt rådede hun mig til, at tage imod tilbud om en epiduralblokade. Og selv om jeg, inden fødslen, havde svoret, at jeg ville klare det uden, kunne jeg jo godt se, at jeg ikke ville kunne klare en udvidelsesproces på 6 cm. uden smertelindring – på det her tidspunkt havde jeg VIRKELIG veer der sagde spar 2! Så jeg takkede ja, til epiduralen, og var ved at gå ud af mit gode skind da anæstesilægen var en krig om at komme og give mig det lort, så jeg kunne få lidt ro! Det havde jeg virkelig brug for, da jeg efterhånden var så udkørt, at jeg hverken kunne høre eller tale.
Endelig kom han, og jeg mærkede det her vidundermiddel – vi sov i tre timer, Natascha og jeg, og havde derfor samlet lidt flere kræfter, til resten af forløbet.
Da vi vågnede undersøgte jordemoderen mig endnu en gang, og hvad tror I, hun sagde?! Ja – STADIG KUN 4 CM. ÅBEN! Seriøst?! Jeg havde jo fået vestimulerende og alt muligt! Og alligevel er der ikke sket en skid? Kl. var nu ca. 5 om morgenen og jeg havde været i gang i rigtig mange timer – ja dage faktisk, og jeg var totalt mættet og kunne virkelig ikke klare mere. Epiduralen stoppede langsomt med at virke, selv om det vestimulerende stadig var tilsluttet og skruet virkelig højt op – det gjorde så pisse f****** nas, at jeg nærmest ikke en gang ønsker det for min værste fjende. Og endnu værre var det så, når de skulle undersøge mig, og sagde ”Anna, vi mærker lige med under en ve” Ja nej gud fanden gør I fucking ej! Fuck ud af mit underliv og kom aldrig igen! Jeg kunne have sparket dem i hovedet! Det var skrækkeligt – selv Natascha var i smerter fordi jeg klemte hendes hånd og BOREDE mine negle ned i huden på hende 😀 (undskyld skat!)
Tre timer og endnu et vagtskifte senere (fik heldigvis en rigtig sød jordemoder igen) og stadig ingen udvikling måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne klare mere. Han skulle ud, og det kunne KUN gå for langsomt. Jeg græd og græd, og kunne ikke andet! Jeg kunne ikke en gang sige mit eget navn – så udmattet var jeg. Så jeg bad om et kejsersnit. Vi så simpelthen ingen anden udvej. Og heldigvis var både læger og jordemødre enige. Han skulle ud nu – for hans hjerterytme faldt.
Omkring kl. 9 blev vi kørt på operationsstuen, hvor jeg blev lagt over på en MEGET lille briks, ikke så sjovt, når man vejer 100 kg. og ens røv er så stor, at den rager ud over siderne! 😀
Her skulle de jo så bedøve mig, og fordi jeg allerede havde en epidural, ville de bare sprøjte bedøvelsen ind i den. Men som om, det ikke kunne blive værre, så tog jeg ikke imod bedøvelsen, på trods af flere forsøg. Så de måtte ligge en spinalblokade. De stak mig 6 gange i ryggen! (jeg var gul og blå flere uger efter!) Til sidst lykkedes det, og så skal jeg fandme lige love for, jeg var bedøvet! Fra lungerne og hele vejen ned. Det er det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet! Meget værre end at have veer! For når man er bedøvet i lungerne føler man altså, at man ikke kan få luft. Og følelsen af, ikke at kunne få luft, samtidig med, at du kan fornemme, hvordan de river og flår i din mave, den er altså virkelig ikke særlig sjov! Jeg STORtudede og blev ved med at spørge, hvornår de var færdige, men fordi, jeg var så udmattet, kunne jeg stort set ikke tale – så ingen hørte mig, hvilket bare var endnu mere forfærdeligt!
Pludselig kunne jeg høre et skrig – og et ”SHIT, HAN ER STOR!” – og ud var vores lille STORE Mattheo kommet! ENDELIG var han her! ENDELIG kunne vi få lov til at se ham og ENDELIG var 9 måneders venten overstået! Vi HULKEDE, både Natascha og jeg. Han var SÅ smuk!
Det viste sig så, at han, samtidig med, han vejede 4650 g., stod skævt i mit bækken. Så hvis ikke, han var taget ved kejsesnit, havde jeg ligget der endnu – for han var ikke kommet ned, i den position han stod i.
Men selvfølgelig skulle galskaben ikke stoppe her – for vores lille mand havde vejrtrækningsproblemer og skulle på neonatal og have cpap og sonde – og Natascha skulle med. Så der skulle jeg ligge, mutters alene, blandt 87 læger og sygeplejersker, imens de syede mig sammen. Bagefter blev jeg kørt på opvågning, og fik stadig ikke lov til at se vores søn. Først efter en time måtte jeg komme op på neonatal til Natascha og Mattheo, og da jeg så ham forsvandt ALT! Jeg havde glemt følelsen af veer, jeg havde glemt følelsen af bedøvelsen under kejsersnittet og jeg havde glemt, hvor hårdt det var. For nu var han her, sammen med mig, på mit bryst – det er det VILDESTE jeg i mit liv har oplevet, og når jeg tænker tilbage på det nu, ville jeg ikke have været oplevelsen foruden. For selvom det er det værste, jeg har oplevet, var det det hele værd, og jeg gør det GERNE igen! (hvor er det egentlig sygt, man kan sige det så kort tid efter – men jeg mener det virkelig!).
Inden fødslen spurgte jeg tit folk, hvor ondt det gjorde at have veer – og når de så svarede ”det kan jeg ikke beskrive”, så tænkte jeg, mmmh helt sikkert! Selvfølgelig kan man da beskrive en smerte! Men nej – det kan JEG skrive under på nu, det kan man IKKE! Det eneste jeg kan sige er, at det gør FUCKINGLORTERØVPIKKE ondt! Men alligevel kan jeg sige, at jer der stadig har oplevelsen tilgode – glæd jer! Det er det vildeste!
Så er jeg igen klar til at skrive lidt herinde – efter en graviditet, som virkelig satte sine spor! Jeg endte med en sygemelding fra job, max vand i kroppen, bækkenløsning, mistanke om begyndende svangerskabsforgiftning og en vægt der sagde 100 kg. En rimelig stigning, når man normalt vejer 60 kg., ikke? 😀 Ja, jeg fik vist skrabet alt til mig, som er muligt under en graviditet!
Til gengæld sidder jeg lige nu, i skrivende stund, og kigger på min sovende søn – det smukkeste, dejligste og mest fantastiske jeg har oplevet. Det er lige så tårerne triller. Tænk, hvad vi kvinder er i stand til at skabe – og tænk, at dette har været muligt for Natascha og jeg, som jo af gode grunde ikke er i stand til at lave dem selv. Jeg er vores system dybt taknemmelig og jeg priser mig lykkelig for, at vi lever i et land, hvor det er muligt.
Jeg har fået nogle henvendelser på Instagram og facebook, fra folk der har efterspurgt en fødselsberetning, og den skal I selvfølgelig have!
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fra uge 37 var mega utålmodig og gjorde ALT i verden for at sætte min fødsel i gang. Jeg var helt sikker på, jeg ikke ville gå til termin. Dels fordi jeg var så plaget, men også fordi ingen af kvinderne i min familie har gjort det. De har alle sammen født før tid. Men her faldt æblet åbenbart langt fra stammen, for for mig skete alt det modsatte. Og jeg endte med at gå over termin. Selvfølgelig!
Fredag morgen kl. 10 uge 40+3 vågnede jeg og havde nogle onde plukveer – altså sådan nogle, hvor jeg måtte krybe sammen fordi de gjorde ondt. Jeg stod op og prøvede at spise noget inden jeg vækkede Natascha. Plukveerne var rimelig regelmæssige med ca. 5 min. interval og varede ca. 40 sek. Men ud fra folks beretninger gjorde de slet ikke ondt nok – men det er satme svært at vide, hvad man skal mærke efter, når det er første gang!
Nå men jeg fik ringet til min mor og forklaret situationen og hvordan de føltes, og hun mente bestemt der var noget under opsejling. Så hun rådede mig til at gå en tur for at sætte gang i tingene. Så jeg vækkede Natascha og afsted med os. Det skulle vi ikke have gjort, for det satte bare det hele i stå igen! Øv altså! Da vi kom hjem lagde jeg mig i sengen, og så kom plukveerne igen. Denne gang ikke regelmæssigt dog. Jeg mente ikke de var gode nok til at kontakte fødegangen, så jeg valgte at bide smerterne i mig, selv om det var svært! Tænk sig, at det skulle blive værre!
Fredag aften gik Natascha og jeg en tur ned på pizzariaet for at hente noget mad, og så satte vi os ved vandet og spiste det – her havde jeg stadig onde plukveer og det var bestemt ikke sjovt at sidde der og spise min kebab. Men noget skulle vi jo gøre for at sætte det igang. Det var alligevel super hyggeligt, og vi nød det begge to – for vi havde jo en forventning om, at vi snart ikke var alene mere.
Da vi kom hjem skulle jeg på toilettet inden vi gik i seng, og vupti så gik min slimprop og jeg havde tegnblødning – så nu var der altså noget i gærde. Endelig! Jeg fik mig nogle timers søvn den nat, men blev ofte afbrudt af de latterlige plukveer, som aldrig blev til noget. Så jeg var TRÆT! Mega TRÆT da jeg lørdag morgen vågnede og de her plukveer var blevet til rigtige veer, som gjorde nas! Jeg ringede til fødegangen kl. 11 ca. og de bad mig komme ind til undersøgelse – så vi fik ringet til min mor, som skulle køre os. Da vi kom ind på Hillerød blev vi mødt af den sødeste jordemoder, som undersøgte mig og kunne konstatere, at jeg havde åbnet mig 2 cm. og min livmoderhals var væk, så hun indlogerede os på patienthotellet, hvor jeg fik en såkaldt ”cocktail”, som betår af smertestillende og sovepiller, så jeg forhåbentlig kunne få lidt søvn. Her aftalte vi også, at jeg skulle komme tilbage til undersøgelse kl. 20, for at se, hvor langt vi var i forløbet.
Jeg fik en smule søvn i løbet af eftermiddagen og de smertestillende tog lige toppen af veerne, så de var til at bide i sig.
Da kl. blev 20 gik vi over på fødegangen igen for at blive undersøgt, og bedst som vi troede at vi kunne komme på fødestue konstaterede jordemoderen at jeg nu kun var 1 cm. åben og havde lidt livmoderhals tilbage… WHAT?! Jeg havde lyst til at sparke hende i hovedet og råbe en masse grimme ting til hende, for jeg havde jo lige været 2 cm. åben?!
Nå, men vi blev sendt hjem med endnu en ”cocktail” og fik beskeden ”prøv at få lidt søvn”… Ja tak, det kan du sgu sagtens sige! Men hjem skulle vi, og det var bare ikke sjovt! Både Natascha og jeg var pisse sure og kede af, at vi endnu en gang måtte se i øjnene, at det ikke var i dag, vi skulle møde vores søn.
Natten gik, og nej, jeg fik IKKE noget søvn – jeg havde så ondt og kunne ikke være i mig selv for smerten. Det var skrækkeligt! intet mindre! Men vi kunne jo ikke gøre andet end at afvente, at de blev endnu værre..
Søndag morgen vækkede jeg Natascha og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne holde det ud længere, og at nu måtte vi afsted igen. Så vi fik ringet til fødegangen igen, og fik lov at komme til undersøgelse.. Igen.. Denne gang var vi dog sikre på, at nu var det altså nu.
Jordemoderen undersøgte mig, og nej, der var ikke sket en skid! Så nu var jeg godt tosset og prøvede ihærdigt at få dem til at tage mit vand eller give mig vedrop, så der kunne komme skub i tingene.. Men nej, ”en fødsel har bedst af at gå sin naturlige gang..” mig i r****… Jeg fik et skud morfin til at dulme smerterne og så blev vi indlagt på akutmodtagelsen, hvor vi fik noget mad og endnu en gang skulle afvente. Her lå vi i godt og vel 6 timer før en jordemoder kom og spurgte, om hun ikke lige skulle undersøge mig igen – samme jordemoder som vi havde lørdag morgen, og som virkelig havde ondt af mig! Midt under undersøgelsen smilede hun pludselig over hele femøren og udbrød, at jeg nu var 4 cm. åben og så klar til at komme på fødestue!!! YES! Endelig!
Og som om det ikke var godt nok, så endte vi på den sansestue, som havde været min store drøm under hele min graviditet – så vi var lykkelige!
Når strækmærker og appelsinhud bliver en realitet!
Jep – selvfølgelig skulle det da ske for mig…. Bedst som jeg troede, jeg ville blive én af de der powerwoman af en gravid, som kunne hele verden og gå i stilletter til uge 38. Dér troede jeg så forkert, skal jeg da lige love for…
”Mig? Jeg kommer sgu da til at ligne en million den dag, jeg bliver gravid – de siger det ligger i generne, og min mor var så smuk, så det bliver jeg også” – haha ja right! Jeg kan ikke en gang passe mine sko længere.
Her render jeg rundt som en omvandrende flodhest, som ihærdigt prøver at gå som en normal og efter bedste evne, men mest af alt ligner én der har skidt i bukserne. Bare spørg alle omkring mig. ”Hooold da op, du er godt nok blevet stor hva’?” eller ”Det må da være lige oppe over!!” – mmmh, der er så lige godt 15 uger igen, så hvis du lige gad at pakke den kommentar sammen igen så ville det være rigtig fint! Så sent som i dag sprang knapperne i min skjorte (meget optimistisk at prøve at klemme sig ned i en str. 36, men altså!) – så det er sgu da heldigt, man arbejder i tøjbutik!
Jeg har altid elsket når folk tog uopstillede billeder af mig, så det blev så naturligt som muligt, og havde ligeledes glædet mig til når jeg blev gravid, og skulle have en masse fine billeder. Men det er sgu da LIDT svært, når det fede læs lort her konsekvent ALTID vælger at enten spise, eller være i fuld gang med at tage for mig af retterne på ALLE billeder!! Til gengæld er jeg blevet en HAJ til det med at finde fantastiske vinkler og fremhæve mig selv fra de bedste sider!
+20,6 kg. siger vægten pt. Så det er jo fedt, når man altid har været en nips og haft et stofskifte der sagde spar to!
Det er enormt grænseoverskridende at skrive og vise jer det her – men altså, ved I hvad, jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, som har været sådan gravid.. Men det bliver altså alligevel første OG sidste gang, jeg viser mig frem fra denne her side!
Sommer 2016 vs. nu (gravid uge 26)
For s**** en forandring! Det er ganske enkelt skrækkeligt at se sig selv på den måde. Jeg ligner jo Shrek!
Heldigvis for mig, er rigtig meget af det vand og ryger forhåbentlig så snart, jeg har født vores lille fyr. Og hvis det så ikke gør, jamen så er det godt, at han er det hele værd, og jeg ikke, for noget andet i verden, vil gøre det om, eller bytte det. Jeg har sagt det før – jeg vil gøre ALT for ham der ligger i min mave og jeg er stadig helt høj på lykke og kærlighed over det, Natascha og jeg har skabt. Det er så vildt!
(bare rolig, det var ikke ment, som en ”skræmmekampagne” det her – for jeg mener det virkelig, det ER det hele værd!)
Jeg er sikker på, at ALLE, der har været igennem fertilitetsbehandling, i den ene eller den anden form, kan nikke genkendende, til hvad det her indlæg kommer til at handle om. Nemlig det psykiske i, at man ikke ”bare” kan lave en baby, men at man skal igennem behandling. Bevares, jeg er klar over, at der også er nogle, som bruger land tid på at lave økobabyen, men jeg tror bare, det sætter nogle andre tanker i gang, når du ligger på en briks og det er en fertilitetslæge, der skal ”gøre dig gravid”, hvor bizart det så end lyder. Men thats a fact.
Man skal jo ikke være Einstein for at vide, at Natascha og jeg har været igennem fertilitetsbehandling. Vi kan jo sjovt nok ikke lave en rigtig økobaby, selvom vi jo alligevel ser Mattheo som værende fuldstændig ligesom alle andre babyer. Han er bare undfanget på en briks vha. en sprøjte.
Forløbet startede for 1,5 år siden på Vivaldi i Hillerød. Her begyndte snakken om, hvornår vi skulle i gang og hvad vores forventninger var til forløbet. Vores forventninger var, at det ville gå lynhurtigt, og jeg ville blive gravid i første forsøg, for jeg var jo sund og rask. Og ung. Eller det vil sige, det var MINE forventninger. Der er Natascha bare lige dét mere realist. Hun mente lige, vi skulle igennem et par forsøg. Men hun var sikker på, der ikke ville gå lang tid. Alligevel kom der til at gå 1,5 år før vi stod med den positive test i hånden.
Det var egentlig ikke fordi, det tog os 18 måneder. 18 cyklusser. Det var fordi at behandlingen gjorde mig helt skør. Første forsøg klarede vi selv derhjemme. Vi købte ”produktet” på en hjemmeside, og kreerede egentlig pretty much vores baby selv. Han skulle have mørke øjne og mørkt hår. Hans ”far” skulle være veluddannet og have en pæn stemme. Og så måtte han gerne være lidt mørk i det. Og selvfølgelig skulle de babybilleder man kunne se af ham, være lige i skabet. Jeps, fuldstændig som at shoppe den kjole du skal have på til din fødselsdag. MEGET mærkeligt egentlig. Nå men i hvert fald, så fik vi leveret det vi skulle bruge lige til døren, og så var det ellers bare at gå i gang. Da ”seancen” var færdig og jeg lå der med benene i vejret, der var jeg, i følge min hjerne, allerede gravid. Og de næste to uger blev BESTEMT ikke bedre. For hver dag der gik fik jeg et nyt symptom. Så fik jeg ømme bryster, så havde jeg taget lidt på, så havde jeg fået en sort streg på maven. Alt sammen selv om der kun lige var gået en uge, og jeg jo et eller andet sted godt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre, at få symptomer så tidligt. Men jeg var jo gravid!
Præcis 14 dage efter tog jeg testen. Fuld af forventning og håb sad jeg der og så ÈN streg komme frem på testen. Testen var altså negativ. MEN. Sådan en test skulle fandme ikke tage håbet fra mig. Så mig ned i spar og købe en pakke graviditetsteste mere. Igen, alle sammen negative. Nå, men hvad så, hvis jeg lader dem ligge et par dage, mon ikke der så sker noget. Og jo – det gjorde der. Så kom der nemlig en streg. Problemet var bare, at det var overskudsfarve og at den derfor ikke gjaldt. Men det gjorde den for mig.
Jeg kan godt fortælle jer, at de næste mange måneder var FORFÆRDELIGE, både for mig, men også for min stakkels Natascha, som jo for længst havde indset, at det ikke var denne måned, det skulle lykkes for os. Men mig, jeg rendte lystigt rundt og tog mavebilleder og købte babytøj, for jeg skulle være mor. Kvalme havde jeg også en masse af og min mave den voksede. Ja altså babyen, den sparkede også.
I seks måneder rendte jeg rundt i troen om, at jeg var gravid. Selvom testene viste negativ og min menstruation var regelmæssig. Ja jeg havde sågar været ved lægen og få det afkræftet, men ikke en gang dét kunne få mig væk fra tanken. Jeg er virkelig overrasket over, hvor meget min hjerne har kunne spille mig et puds. Simpelthen så tarveligt! Jeg vidste jo et eller anden sted godt, at jeg ikke var gravid, men fordi at ønsket var så stort, kunne jeg bare ikke klare tanken om et nederlag. Så derfor begyndte min psyke at lege med mig. Og ja, det er rent faktisk muligt. Og også i så slem en grad, som det var for mig.
Efter de seks måneder kunne jeg måske godt se, at min mave ikke rigtig var vokset helt som den skulle, og det var måske alligevel lidt underligt, at min menstruation kunne være præcis, som den altid havde været. Så endelig tog jeg mig sammen, til at vi kunne starte op på behandlingen igen. og denne gang på en klinik. Her var chancerne for, at det skulle lykkes bare lige lidt større. Men desværre for os – heller ikke i den omgang. Men igen, ingen skulle tage håbet fra mig, og da SLET ikke nu, hvor det var gået i vasken én gang. Så nu skulle vi igennem samme psykiske helvede som første gang. Seks måneder med mavebilleder og ubeskriveligt mange graviditetsteste, som ALLE var negative. Virkelig opslidende og forfærdeligt. Og SÅ synd for Natascha, som hele vejen igennem var så sød og virkelig prøvede at få mig til at forstå, at den altså heller ikke sad der i det forsøg.
Efter de seks måneder og en psyke der nu var bedre og ikke legede med mig mere, besluttede vi os for, lige at lade der gå et halvt års tid, før vi gik videre med næste forsøg. Det var nok ret vigtigt, at jeg lige forstod, at det altså heller ikke var sikkert, det ville lykkes næste gang.
Et halvt år efter var vi klar, og denne gang satte vi alt op efter, at det skulle lykkes. Så jeg kvittede smøgerne (som jeg selvfølgelig skulle have gjort allerede første gang) og jeg købte bogen ”spis dig gravid”, som indeholder en masse opskrifter og tips til, hvordan du kan øge din fertilitet. Den levede jeg efter i godt og vel to måneder. Og vupti – en lille spire satte sig fast. Og ENDELIG fik vi den positive test. Denne gang var jeg ellers HELT sikker på, at jeg ikke var gravid. lidt mærkeligt egentlig. Men vel egentlig alligevel logisk nok.
– Første positive test. Meget svag. Men MEGET mere tydelig, end de to forrige gange.
Ja nu tager jeg mavebilleder – en masse. Og min mave vokser rent faktisk! Og ja, jeg mærker baby sparke og tumle rundt. Det er fantastisk og jeg er alligvel sikker på, at jeg har lært meget på det 1,5 år der gik, før det skulle lykkes for os. Og ja, jeg går det gerne igennem en gang til, for at opleve den glæde, vi oplever nu <3
Så sidder der andre derude, som har oplevet eller oplever det samme, som jeg har – så bare rolig, I er ikke de eneste. Jeg svarer gerne på spørgsmål, hvis nogle skulle have det. Jeg kan jo lige så godt bruge min erfaring fornuftigt.
Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at Natascha og jeg har haft MEGET svært ved at finde det helt rigtige navn, til vores lille søn. Havde vi nu fået en pige, så havde det ikke været svært. For det har vi haft på plads længe! Så skulle hun hedde Julia.
Men scanningen viste jo den fineste lille dreng, hvilket jo så gjorde, at Natascha og jeg måtte sætte os ned, og se i diverse navnebøger og på nettet for at få inspiration. Her faldt jeg over, at man kan hedde Altan, Bror og Awesome som dreng? What… Altså, hatten af for, hvis nogen døber deres børn det, men spørger I mig, så er det altså lidt sjovt.
Nå men i hvert fald, så har det altid været vigtigt for mig, at når jeg en gang blev mor, så skulle barnet have to navne. Et fornavn og et mellemnavn. Det er tradition i min familie, og det har vi alle sammen. Selv hedder jeg Anna Maria, efter min mormors mor.
Så ikke nok med, vi skulle finde ét navn, nu skulle vi altså finde hele to. Og de skulle også passe sammen. Sikke en opgave vi kom på!
Felix Emil var min favorit. Og Jamie var Nataschas. Natascha kan ikke lide Felix, og jeg er ikke vild med Jamie. Så det duede jo ikke. Og Felix Jamie eller Jamie Felix er jo pænt meget et no go 😀
Nå men en dag, jeg var på arbejde, sendte Natascha pludselig en sms, hvori hun skrev….:
”Mattheo Maximillian Vangsø Cetiner”
Og jeg var da så rørende enig – sikke et flot navn! Så ja, nu har baby inde i maven altså et navn. Han skal hedde Mattheo! <3
Det er godt nok længe siden! 28/9-2015 var sidste indlæg, så jeg lige.. shit tiden går altså stærkt! Men på daværende tidspunkt var jeg i en periode i mit liv, hvor alting ikke rigtig ville, som jeg ville. Og jeg havde hverken motivation eller inspiration til at dele ud af herinde. Derfor denne laaaaange pause! Det er slut.. For nu i hvert fald! Jeg har jo én gang lovet jer, at jeg vendte stærkt tilbage. Men man kan jo aldrig vide. Og heller ikke nu. Men jeg håber, I vil læse med, på de indlæg, jeg får arbejdet frem.
Jeg har altid sagt til mig selv, at den dag, jeg bliver gravid, så begynder jeg at blogge igen. For tænk en gang, så kan jeg kalde mig for morblogger… MORBLOGGER!! Det er altså vildt!
Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket over at se de to fine streger på graviditetstesten. Det er så surrealistisk det hele. Natascha har det på samme måde. Hun forstår det ikke rigtig. Men det gør man vel ikke før man sidder med sin baby i armene.
Nataschas første reaktion, da jeg kom og fortalte hende om den positive test, var ”eeeeej skat, så får du store bryster” – hahaha.. Seriøst, tænkte jeg bare. Var det virkelig, hvad du havde at sige til den pind jeg står her og viser dig, MED TO STREGER PÅ!!??? Samtidig med, jeg var ved at blive kvalt i min egen gråd!
Men nu er vi kommet så langt – uge 17, eller 16 fulde uger + 1 dag. Vores dreng er ca. 14 cm. lang og vejer omkring 100 g. Men hertil er vi ikke kommet uden bekymringer. TVÆRTIMOD! Jeg har flere dage, hvor jeg nærmest tuder, fordi jeg er helt sikker på, baby ikke har det godt. ”Tænk nu, hvis hans hjerte ikke længere slår” og ”tænk nu, hvis det hop jeg lige lavede gjorde noget ved ham inde i maven” – Ja jeg har sågar været helt derude, hvor jeg ikke en gang turde gå på toilettet, fordi jeg var bange for, han ville ryge ud. Helt seriøst!
Ja altså, hvis det stod til mig, så lå jeg i sengen hele dagen uden at røre mig overhovedet. Men okay – med de 8 kilo, jeg allerede har taget på, så er det nok
en god idé at komme ud af flækken og få rørt mig lidt! 😀 Desværre har jeg en lille dreng inde i maven, som er rigtig glad for kager, slik og chokolade.. Jeg prøver i hvert fald, at bilde mig selv ind, at det IKKE er min skyld, jeg har taget så meget på!
Mine hormoner er også gået helt amok! Jeg har virkelig nogle hormonellaudbrud af en anden verden! Det ene øjeblik kan jeg sidde og erklære min kærlighed til Natascha for i det andet øjeblik at få øje på hendes sokker hun har glemt at smide i vaskekurven, og gå HELT i spåner over det – for til sidst at sidde og tude, fordi vi ikke har mere mælk (ja jeg har fået mælkecraving. Jeg drikker måske omkring 2 liter om dagen. Lidt pinligt, når vi er ude at spise, som i lørdags, da min far havde fødselsdag, og tjeneren spørger mig, hvad jeg skal have at drikke til min 250 g. store MEGA lækre rib eye steak, som jeg i forvejen har bedt dem om at smadre fuldstændig ved at gennemstege den, fordi jeg IKKE løber nogle risici ved at spise rødt kød – ”Har I mælk?”, hvorefter tjeneren løfter øjnene, kigger på mig, kigger ned i sin blok igen og siger ”øøøøh øøøhm, ja, det kan vi vel godt klare” i mens han tænker, seriøst, er hun 5 år gammel eller hvad?! Men nåååår nej, med alle de bumser hun har i hovedet, så må hun da i hvert fald være i puberteten! (Ja, også et af de mindre attraktive symptomer, jeg har reddet mig! og jeg har ALDRIG haft bumser!!) Altså selv dem ved bordet overfor os sad og snakkede om, hvorfor jeg mon drak mælk, da tjeneren kom med mit 5. glas. Jeg er sikker på, at når vores søn kommer til verden, så vil han aldrig nogensinde have mælk igen!).
Når alt det her er sagt, så må jeg bare sige, at hvis man vejer det op med gode og dårlige ting, så er det KLART de gode, der vinder. Det er SÅ fantastisk det hele! Tanken om, at et lille liv, er ved at blive skabt indeni mig, og følelsen af, at alting vokser indeni. Det er helt vildt! tænk, at jeg skulle få lov til at opleve alt det – og at vi, om under 6 måneder er blevet forældre til vores lille baby M. Amen, hvor er det stort – alle burde opleve dette. Selv mændene!
Jeg håber, I har en fantastisk aften, og har nydt, at læse med igen herinde – bare rolig, der er mere på vej <3
Så fandt jeg en vinder af to valgfrie plakater fra Posterboy.dk!
Den heldige blev:
Michelle Christiansen (@Mcmichellechristiansen)
STORT TILLYKKE!
Du må meget gerne sende mig en mail på:
Sincerelyannamaria@hotmail.com
Til jer andre, der måske er lidt skuffede over ikke at have vundet, har I nu muligheden for at købe plakater på Posterboy.dk, med 20% rabat, blot ved at bruge rabatkoden: ANNA20 <3 Tjek Posterboy ud på Instagram her og på hans hjemmeside her!
Tre piger fra Fyn, Ronja, Nynne og Waffaa, er lige nu igang med at skrive projektopgave om homoseksualitet. I den forbindelse spurgte de mig, om jeg ikke havde lyst til at svare på nogle spørgsmål. Det blev jeg egentlig lidt beæret over, så jeg sagde selvfølgelig ja!
Da jeg fik tilsendt spørgsmålene (var egentlig lidt ked af, vi bor så langt fra hinanden, at vi ikke kunne mødes) og læst dem igennem blev jeg faktisk lidt imponeret over, hvor velformulerede og omfattende de var. Så jeg tænkte, hvor ikke lave det til et blogindlæg? Det er alligevel spørgsmål, i stil med disse, jeg modtager på daglig basis.
Så her kommer de:
1. Hvorfor begyndte du at blogge?
– Har du et budskab du vil have ud igennem din blog?
Efter jeg fandt sammen med Natascha var der rigtig mange spørgsmål og og rigtig meget nysgerrighed. Måske er jeg så meget pige-pige, at folk mente, det var helt “forkert”, at jeg blev kærester med en pige. Normalt forbinder man vel det at være lesbisk, med hængerøvsbukser og kortklippet strithår. (Det er bare slet ikke mig!) dermed brød jeg lidt den der normalitet, der er omkring det at være lesbisk. Så det er klart, det udløste en masse spørgsmål. Derfor valgte jeg, i stedet for at bruge alt min tid på at svare hver enkelt, at starte min egen blog. Egentlig havde jeg lidt en forventning om, at det ville være en total fiasko og at jeg ville fejle totalt. Men efter mit allerførste indlæg havde jeg allerede 10.000 sidevisninger. Så dér fik jeg altså blod på tanden! Ja, jeg har da klart et budskab, som jeg gerne vil ende med at få ud. Mange tror, at fordi jeg er lesbisk, er min hverdag totalt anderledes, end alle andres. Som om, at jeg lever i en helt anden verden. Derfor prøver jeg, for så vidt det er muligt, at skrive så meget om min hverdag generelt, som jeg kan. Dermed kan folk få et indblik i, hvad jeg foretager mig og at jeg altså lever et fuldstændig normalt liv, præcis som alle andre. Derudover er det jo klart, at folk også skal lære, at selvom man er lesbisk, behøver man altså ikke, gå i hængerøvsbukser og store løse t-shirts. Jeg elsker mine stilletter og mit lange hår; og det bliver jeg ved med!
2. Hvornår vidste du at du var homoseksuel?
– Følte du dig anderledes?
Jeg fandt først ud af, at jeg var lesbisk da jeg fandt sammen med Natascha. Før det omtalte jeg kun mig selv som biseksuel. Jeg var sammen med piger, ja bevares, men jeg var nu sammen med flest fyre. Dette var måske nok bare fordi, jeg ikke ville indse, jeg var “anderledes”. Derfor gav det mig lidt en “trøst”, at jeg stadig kunne være sammen med fyre. Jeg offentliggjorde heller aldrig de forhold jeg havde til piger. Natascha gav mig bare det der skub, til at indse, at jeg altså ikke havde lyst til at være sammen med fyre mere. Jeg følte mig meget anderledes inden Natascha, for det var aldrig noget jeg havde talt eller hørt om før, så det lå så fjernt for mig. Men da jeg fandt sammen med Natascha var det ligesom om, at det havde været sådan altid, så der havde jeg det godt med mig selv.
3. Har du haft det dårligt psykisk pga. Din hemmelighed?
Ja, det har jeg. Men mest fordi, jeg ikke kunne finde modet til at fortælle mine forældre om det. Jeg har altid været meget tæt på både min mor og far, og har egentlig ikke som sådan holdt noget hemmeligt for dem. Så det var sindssygt svært at skulle holde noget så stort, hemmeligt for dem begge to. Det var jo en kæmpe del af mig. Lidt som at leve et dobbelt liv måske?
4. Hvad synes du om ordet homoseksualitet?
Homoseksualitet er jo homoseksualitet. Det er der jo som sådan ikke noget galt i. Noget der dog kan gøre mig lidt irriteret, er at man tit sætter ordet homoseksualitet i en blok for sig, i stedet for, at sætte det i samme blok som heteroseksualitet. Vi er jo alle mennesker af samme kød og blod? Så hvorfor gøre forskel på disse ting?
5. Hvordan har du det med at nogle bruger ordene ”lebbe” og ”bøsse” som skældsord?
Lebbe og Bøsse er, for mig, ikke skældsord, hvis de bliver brugt af homoseksuelle selv, eller af venner, som laver sjov. Lebbe og Bøsse er skældsord, hvis de bliver brugt af en ”rockeragtig” type, som råber ”din fucking bøsserøv” efter en stakkels lille dreng, som er blevet beskyldt for at have gjort noget, som han egentlig aldrig har gjort. Og det synes jeg bestemt ikke er okay! Én ting er, at det er synd for drengen, men så brug dog for fanden et andet ord! ”Prutskid” eller ”Prutfis” havde været mere passende. Det lyder heller ikke så grimt, det lyder bare lidt sødt egentlig 😀 (Ja, jeg er virkelig dårlig til at bruge skældord, og kan sagtens få det dårligt af at sige ”skid” eller ”lort”!) Nå, keep your focus, Anna.. Til gengæld kunne jeg BRÆKKE mig over dem, der bruger homoseksualitet, som Facerapes! ”Jeg har holdt noget hemmeligt længe.. Nu er jeg nødt til at fortælle jer det.. Jeg er bøsse! Jeg håber, I vil tage mig for den jeg er.” Det er, hvis I spørger mig, at gøre decideret grin med homoseksuelle og deres måde at leve på. Føj! Skam jer!
6. Var du nogensinde i tvivl om du var til piger?
Ja, det var jeg da. Eller, måske ikke i tvivl. Men jeg prøvede at gemme det lidt væk. Leve i troen om, at det var jeg altså ikke. Det var bare en fase. Det gjorde det egentlig bare meget værre, da det bare gjorde mig endnu mere forvirret.
7. Har du nogensinde haft en fyr som kæreste? Hvis ja: Var det anderledes?
– Snakkede du aldrig med nogen om dine følelser inden du sprang ud?
Haha, åk ja! Jeg har haft mange 😀 ej.. Det er da blevet til nogle stykker op igennem tiden, jeg er jo trods alt 22 år 😉 Altså, jeg ved ikke om jeg vil sige, det var anderledes. Det er klart, at nogle ting var. Men alt i alt var det, det samme. Vi havde jo en almindelig hverdag, præcis, som jeg har nu, hvor jeg er sammen med en pige. Men altså – det er klart, når man er kærester med en pige, er der da lidt mere ”tøsefnidder”, som der jo, af gode grunde, ikke er, når man dater en fyr. Det giver jo sig selv.
Jo, det gjorde jeg. Jeg talte rigtig meget med min bedste veninde, Amalie, som har været den bedste støtte igennem hele forløbet (som også kalder mig ”lebberøv” og ”lortelebbe” indimellem, men selvfølgelig kun kærligt ment 😉 ). Vi talte egentlig ikke så meget, om mine følelser og alt det der triste noget. Vi talte mere om ting, som ”gad vide, hvad ham der vil sige” og ”det bliver sjovt at se, hvordan hun reagerer”. Vi havde det egentlig mest sjovt over det. Og det hjalp mig rigtig meget. Jeg fik kun mere nedtur på at tale om det, der gjorde ondt.
8. Hvor gammel var du da fortalte dine nærmeste om det?
Min mor og far fik det at vide for lidt over et år siden. Mine gode veninder fik det at vide med det samme. Altså ikke, at jeg var lesbisk, men at jeg sås, med en pige.
9. Var det svært at holde på hemmeligheden?
Nej. Jeg tror, jeg fik gravet det så langt ned, at jeg til sidst ”glemte”, at jeg ikke havde fortalt mine forældre det. Jeg troede jo på mig selv til sidst. Men det er klart, at det var vildt nederen ikke at kunne tage min kæreste med hjem, som en kæreste og ikke en veninde.
10. Hvad fik dig til at springe ud?
At jeg kunne mærke, det ikke bare var en fase, jeg skulle igennem. Jeg vidste, det var alvor nu, så jeg var lige som lidt nødt til at få det sagt.
11. Hvordan reagerede din familie og venner?
De tog det alle sammen rigtig pænt!
– Var det ikke lidt en win-win i omklædningsrummene?
Haha! Fedt spørgsmål! Jeg går ikke så meget i svømmeren og fitteren, så det kan jeg faktisk ikke rigtig svare på. Men jo – pas på når I klæder om, i omklædningsrummene, det kunne jo være, jeg gemte mig et sted derinde 😀 Jeg har jo en kæreste, så jeg bruger altså ikke meget tid på at se på andre piger 😉
12. Var det svært at finde ud af om du ville være den maskuline eller feminine?
Her henviser jeg til mit indlæg om min ”Identitetskrise”, som I kan læse her.
13. Nu da du blogger en del og nogle før har behandlet dig og Natascha dårligt, er du så ikke bange for at det på et tidspunkt bliver for meget for jer?
Jeg er ærligtalt fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Vi er et land med ytringsfrihed, så folk må selvfølgelig sige og mene, hvad de vil, så længe de ikke gør nogen noget ondt. Hvis de gør det, er det godt, at Politiet allerede er underrettet og kender til ”drengestregerne”. Men nej, det bliver aldrig for meget for os.
– Tror du det er anderledes at være lesbisk end bøsse? Hvis ja: På hvilken måde?
Ja da. Det er jo to vidt forskellige ting for det første. For det andet er der meget større tabu omkring det at være bøsse. Jeg synes generelt folk har nemmere ved at acceptere lesbiske, frem for bøsser.
14. Hvordan takler dig og Natascha ”drengestregerne”?
I starten var vi meget bange, for hvad nu, hvis det rent faktisk var nogen, der ville gøre os ondt, og virkelig havde ondt et vist sted. Efter, vi har talt med Politiet, er vi mere rolige omkring det, og kan sagtens leve et normalt liv. Dog er der ingen der ved, ud over de nærmeste, hvor vi bor. Og det kommer de heller ikke til.
15. Hvor vil du helst bo, hvis du tænker på at du vil blive behandlet værdigt?
I hvert fald ikke i Rusland!
16. Er der nogle fordele ved at være lesbisk?
Man forstår hinanden meget bedre, på så mange områder!
– Er der udfordringer?
Tøsefnidder!
17. Hvad sagde præsten til at vie dig og Natascha?
Hun virkede egentlig lidt beæret. Det er også den første homoseksuelle vielse nogensinde i Slotskirken, så det synes vi nok alle sammen er lidt sejt!
18. Tror du at brylluppet får meget opmærksom i medierne?
Det ved jeg slet ikke. Men jeg kan sige så meget, at ALLE er inviteret til globryllup! 😉
19. Vil Natascha og dig gerne have børn?
Jeps! Men mere vil jeg ikke uddybe mig her 😉
20. Har du nogensinde deltaget i Gay-parade? Og hvorfor? Hvis ja:
2 gange, og det er den fedeste dag på hele året! Ti gange federe en jul og fødselsdag. TILSAMMEN!
– Hvad betyder Gay-parade for dig?
Man får virkelig lov til at udleve ens seksualitet fuldt ud, for en dag. Stemningen er fuldstændig vanvittig, og på den dag virker det som om, at alle elsker homoer! Det er FABULOUS! 😉
– Synes du man burde give mere opmærksomhed til Gayparade?
Jeg synes, vi er rigtig gode til at sætte fokus på, at der er Gay Pride. Der er regnbuer over det hele! Ja selv de store firmaer har vores flag plantet på deres bygning. Så bliver man altså lidt stolt!
Tusind tak for nogle super spørgsmål, søde piger <3 Jeg håber, vi ses en dag!
Jeg har været så heldig at få lov til at udlodde to valgfrie A3 plakater fra Posterboy! Posterboy laver de fedeste grafiske plakater, og selv har jeg, som skrevet i et tidligere indlæg, disse to lækre sager hængende til at pryde mine vægge herhjemme. Jeg er helt tosset med dem!
Nu har én af jer altså muligheden for at vinde to magen til, eller med et andet valgfrit motiv!
