Da Natascha og jeg gik fra hinanden

Jeg har besluttet mig for at skrive et af de lidt mere svære indlæg her til aften. Men tiden læger alle sår, og man kommer videre med sit liv. Heldigvis kom jeg videre med Natascha ved min side.

Som overskriften så fint beskriver det – Natascha og jeg gik fra hinanden i december 2015. Altså 1,5 år inde i vores forhold, og et halvt år inden vi skulle giftes. Næsten alt var klar til brylluppet og planlagt ned til mindste detalje. Men alligevel skete det, man frygter allermest.

Vi skrev december i kalenderen og som så mange andre, kan jeg godt gå hen og blive lidt vinterdepressiv. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg havde gået og været møgirriteret på alt og alle i længere tid, men var egentlig ikke rigtig klar over, hvad der irriterede mig. Natascha og jeg boede på daværende tidspunkt hos min mor, i en kortere periode, efter vi flyttede fra lejligheden i Hillerød, så det hele var lidt kaotisk og trængt, og vi trængte virkelig til et sted at slå os ned og få ro på. Desværre er det jo bare ikke så nemt at finde lejligheder, og slet ikke når man samtidig har nogle krav. Jeg tror måske bare, det var hele vores situation der nagede mig helt vildt.

Nå men i hvert fald, så havde Natascha og jeg været ude at køre en tur en aften og vi havde, i bilen, snærret lidt af hinanden, og fundet noget, som vi mente var værd at diskutere over. I ved, de små ting, der pludselig bliver VIRKELIG store. (Jeg er rigtig god til at gøre små ting meget værre end, hvad de er). Klokken var mange og vi var trætte – ikke bare af boligsituationen, men også bare trætte generelt. Da jeg har parkeret bilen eskalerer den her diskussion virkelig, og en fjer var pludselig blevet til fem høns. Lige pludselig var alting galt, og jeg kunne ikke finde noget som helst positivt i mit liv. Og så kom jeg til den konklusion, at Natascha og jeg nok bare var bedre tjent uden hinanden. (ja i know, virkelig åndssvagt!). Jeg havde jo på INGEN måde gennemtænkt det, jeg slyngede ud, og jeg vidste godt, at det jo egentlig bare ville gøre det hele meget værre. Men lige i situationen virkede det bare som det rigtige.

Jeg kørte Natascha ned på stationen, så hun kunne tage hjem til en kammerat. Da hun var steget ud af bilen, sad jeg tilbage med den VILDESTE følelse af tomhed og fortrydelse. Shit. FUCK! Hvad fanden var det lige, jeg havde gjort?! Smidt 1,5 års, virkelig trygt og dejligt forhold, ud af vinduet? Bare sådan? Flot Anna, virkelig flot! Way to go!

Jeg hylede som en stukken gris da jeg ringede til min bedste veninde, som mødte mig i Hellerup (hurra for skønne veninder!), så vi kunne snakke – lige dér var det det eneste der kunne hjælpe, bare en lille smule. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg blev ved med at sige, at det var min endelige beslutning og at det var bedst sådan – selv om jeg jo allerede havde fortrudt BIG time! Men helt ærligt, hvor useriøst er det lige at gå fra én, og så fortryde fem minutter efter?! Jeg går jo trods alt ikke i børnehave længere.

Da jeg kom hjem, sov jeg, for første gang siden jeg var otte år gammel, i min mors seng, sammen med min mor. Ingen kan trøste som mami! Her modtog jeg en sms fra Natascha – den sødeste sms, jeg i mit liv har fået. Ja, jeg sidder faktisk lige i skrivende stund, og hulker lidt, bare ved tanken – hormonella much? 😀 I sms’en skrev hun virkelig virkelig dybt og helt inde fra sit hjerte – virkelig rørende. Den gjorde mig SÅ ked af det, og SÅ glad på samme tid! Ked af det fordi, det virkelig gik op for mig, hvad jeg havde gjort og hvor stor en idiot, jeg var – og glad fordi, jeg virkelig mærkede, hvor meget hun elskede mig.

Næste morgen måtte jeg jo krybe til korset og ringe til Natascha – jeg tiggede og bad hende om, om hun ikke nok ville komme og snakke med mig. Det ville hun ikke til at starte med, og jeg kan SÅ godt forstå hende nu. Heldigvis lykkedes det mig at fyre nok kærlighedspladder af, til at hun overgav sig, og kom hjem til mig, så jeg kunne fortælle hende endnu flere gange, hvor meget jeg fortrød det, jeg havde gjort.

En laaaaaaang snak og en gåtur senere, var vi enige om, at lægge det bag os, og lades som om, det ikke var sket – men alligvel basere forholdet på andre præmisser. F.eks. tog Natascha hjem til sin mor og var noget tid, og vi prøvede at have nogle dage hver for sig, for at nå at savne hinanden. Det hjalp, heldigvis.

Og nu sidder vi her – gift, i egen lejlighed og med livets største gave. Vores Mattheo <3 Bruddet tænker vi ikke længere over, og det er ikke noget vi snakker om. Men Natascha ved, at jeg 100% forstår, at hun stadig er mærket af det, og at det altid vil sidde i hende, ligegyldigt hvor meget, jeg fortæller, jeg elsker hende.