Hvad er det egentlig, der betyder noget?

Den tanke strejfede mig forleden dag, midt i invitationsskrivningen. Jeg har næsten forberedt ALT til Nataschas og mit bryllup, og jeg vil måske sige, at jeg stresser mig selv en lille smule for meget. Jeg har fundet kjolen, vi har fundet lokalet, kirken er på plads, jeg ved, hvordan brudebuketten skal se ud, og at Natascha skal have en matchende blomst i sin brystlomme, jeg har allerede pyntet lokalet og bordene i mit hoved, ja, jeg har sågar fundet det undertøj jeg vil have på under kjolen. De ”kloge” siger, at man skal være i god tid, men at seks måneder er fint, mht. kjole osv. Ja, jeg var så nærmest færdig et år inden dagen!

Så er det bare jeg tænker, og jeg kan jo lige så godt være ærlig, hvad er det egentlig, der betyder noget, for mig? Er det festen, menneskerne og at være i centrum en hel dag? Eller er det kjolen, blomsterne og pynten? Det er i hvert fald de ting, jeg har lagt størst vægt på, siden Natascha friede til mig. Der gik jo ikke ét minut, så var jeg allerede i gang med at booke tid til kjoleprøvning. Og ja, det er jo virkelig kæmpestort! Og alle ønsker sig da sikkert en smuk og stor kjole, til sit bryllup. Men hallo, hvor blev glæden over, at jeg skal giftes med Natascha af? Det er jo rent faktisk hende, jeg har sagt ja til. Det er ikke de materielle ting. Eller det burde det ikke være i hvert fald. Ikke en gang, har jeg stoppet op, og nydt, at hun kl. 00.00 om aftenen, sad ved siden af mig, imens jeg græd snot over, at jeg, et år før vel at mærke, ikke havde fundet den kjole, jeg gerne ville have. Ikke en gang, har jeg stoppet op, og nydt, at det bare er hende og jeg. Ikke en gang, har jeg været taknemmelig for, at hun virkelig har dedikeret resten af sit liv til mig. Det eneste jeg går op i er, at festen bliver lige som den skal være. Jeg er åbenbart enormt dårlig til bare at nyde, at nu bliver Natascha min. Det ER jo virkelig det, jeg har drømt om. Det var jo der det hele startede. Inden jeg rent faktisk fik bekræftet, at nu blev det altså også sådan. Nu var det ikke bare en drøm mere. Nu var der en masse der skulle forberedes. Og så var det, at nydelsen forsvandt, i alle forberedelserne.

Jeg sidder tilbage med enormt dårlig samvittighed og smag i munden. Jeg fortryder, at jeg ikke brugte den første tid, efter forlovelsen, lidt mere fornuftigt. Jeg kunne godt have prioriteret den lidt bedre. Heldigvis er det ikke for sent. Natascha er her jo stadig! Så nu, hvor alt alligevel er på plads, må det være på tide, at nyde min nye tilværelse, som kommende Fru Vangsø Cetiner, sammen med min kommende kone. Jeg kan jo lige så godt benytte lejligheden, til at vise, hvor taknemmelig jeg er for alt det Natascha hun gør for os og for det kommende bryllup. Og sige tak for, at hun holder mig ud, i de situationer, hvor jeg skejer helt ud, over småting. Det er jo ”bare” et bryllup. Og ja, det skal være en dag vi aldrig glemmer. Men uanset hvad, så ved jeg, at det uanset, hvordan det fejres, aldrig vil være noget, man bare glemmer sådan. Om så vi havde stået på rådhuset, med to vidner fra kommunen, havde jeg ikke forsømt dagen efterfølgende. Det vigtigste for mig er, at jeg får den kvinde, jeg har ventet på hele mit liv. Det gør jeg, og det er dét, der tæller!

Nu må I ikke tro, at jeg har lagt det store bryllup på hylden, for det har jeg altså ikke. Alt er jo planlagt 😀 Så vi ses selvfølgelig i kirken d. 4 juni 2016 😉