Jeg har besluttet mig for at skrive et af de lidt mere svære indlæg her til aften. Men tiden læger alle sår, og man kommer videre med sit liv. Heldigvis kom jeg videre med Natascha ved min side.

Som overskriften så fint beskriver det – Natascha og jeg gik fra hinanden i december 2015. Altså 1,5 år inde i vores forhold, og et halvt år inden vi skulle giftes. Næsten alt var klar til brylluppet og planlagt ned til mindste detalje. Men alligevel skete det, man frygter allermest.

Vi skrev december i kalenderen og som så mange andre, kan jeg godt gå hen og blive lidt vinterdepressiv. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg havde gået og været møgirriteret på alt og alle i længere tid, men var egentlig ikke rigtig klar over, hvad der irriterede mig. Natascha og jeg boede på daværende tidspunkt hos min mor, i en kortere periode, efter vi flyttede fra lejligheden i Hillerød, så det hele var lidt kaotisk og trængt, og vi trængte virkelig til et sted at slå os ned og få ro på. Desværre er det jo bare ikke så nemt at finde lejligheder, og slet ikke når man samtidig har nogle krav. Jeg tror måske bare, det var hele vores situation der nagede mig helt vildt.

Nå men i hvert fald, så havde Natascha og jeg været ude at køre en tur en aften og vi havde, i bilen, snærret lidt af hinanden, og fundet noget, som vi mente var værd at diskutere over. I ved, de små ting, der pludselig bliver VIRKELIG store. (Jeg er rigtig god til at gøre små ting meget værre end, hvad de er). Klokken var mange og vi var trætte – ikke bare af boligsituationen, men også bare trætte generelt. Da jeg har parkeret bilen eskalerer den her diskussion virkelig, og en fjer var pludselig blevet til fem høns. Lige pludselig var alting galt, og jeg kunne ikke finde noget som helst positivt i mit liv. Og så kom jeg til den konklusion, at Natascha og jeg nok bare var bedre tjent uden hinanden. (ja i know, virkelig åndssvagt!).  Jeg havde jo på INGEN måde gennemtænkt det, jeg slyngede ud, og jeg vidste godt, at det jo egentlig bare ville gøre det hele meget værre. Men lige i situationen virkede det bare som det rigtige.

Jeg kørte Natascha ned på stationen, så hun kunne tage hjem til en kammerat. Da hun var steget ud af bilen, sad jeg tilbage med den VILDESTE følelse af tomhed og fortrydelse. Shit. FUCK! Hvad fanden var det lige, jeg havde gjort?! Smidt 1,5 års, virkelig trygt og dejligt forhold, ud af vinduet? Bare sådan? Flot Anna, virkelig flot! Way to go!

Jeg hylede som en stukken gris da jeg ringede til min bedste veninde, som mødte mig i Hellerup (hurra for skønne veninder!), så vi kunne snakke – lige dér var det det eneste der kunne hjælpe, bare en lille smule. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg blev ved med at sige, at det var min endelige beslutning og at det var bedst sådan – selv om jeg jo allerede havde fortrudt BIG time! Men helt ærligt, hvor useriøst er det lige at gå fra én, og så fortryde fem minutter efter?! Jeg går jo trods alt ikke i børnehave længere.

Da jeg kom hjem, sov jeg, for første gang siden jeg var otte år gammel, i min mors seng, sammen med min mor. Ingen kan trøste som mami! Her modtog jeg en sms fra Natascha – den sødeste sms, jeg i mit liv har fået. Ja, jeg sidder faktisk lige i skrivende stund, og hulker lidt, bare ved tanken – hormonella much? 😀 I sms’en skrev hun virkelig virkelig dybt og helt inde fra sit hjerte – virkelig rørende. Den gjorde mig SÅ ked af det, og SÅ glad på samme tid! Ked af det fordi, det virkelig gik op for mig, hvad jeg havde gjort og hvor stor en idiot, jeg var – og glad fordi, jeg virkelig mærkede, hvor meget hun elskede mig.

Næste morgen måtte jeg jo krybe til korset og ringe til Natascha – jeg tiggede og bad hende om, om hun ikke nok ville komme og snakke med mig. Det ville hun ikke til at starte med, og jeg kan SÅ godt forstå hende nu. Heldigvis lykkedes det mig at fyre nok kærlighedspladder af, til at hun overgav sig, og kom hjem til mig, så jeg kunne fortælle hende endnu flere gange, hvor meget jeg fortrød det, jeg havde gjort.

En laaaaaaang snak og en gåtur senere, var vi enige om, at lægge det bag os, og lades som om, det ikke var sket – men alligvel basere forholdet på andre præmisser. F.eks. tog Natascha hjem til sin mor og var noget tid, og vi prøvede at have nogle dage hver for sig, for at nå at savne hinanden. Det hjalp, heldigvis.

Og nu sidder vi her – gift, i egen lejlighed og med livets største gave. Vores Mattheo <3 Bruddet tænker vi ikke længere over, og det er ikke noget vi snakker om. Men Natascha ved, at jeg 100% forstår, at hun stadig er mærket af det, og at det altid vil sidde i hende, ligegyldigt hvor meget, jeg fortæller, jeg elsker hende.

Kærligheden er det mest fantastiske her i livet – men for s****, hvor kan den også bare være en bitch! Det har jeg da i hvert fald erfaret 😉

Rigtig god aften  til jer <3

.. Da vi var blevet indlogeret på stuen, kom min mor med hele vores oppakning (som bestemt ikke var lille – man er vel førstegangsfødende :D), så vi var helt klar til babys ankomst, som vi jo regnede med ville være inden for en rimelig tidsramme.

Da min mor skulle til at gå igen, fik hun lige fældet et par tårer på vejen ud – og det gjorde hormonella preggo her jo så også.. Det hele var så uvirkeligt og følelsesladet. Følelsen af at vide, at man snart skulle tage ansvar for så lille et menneske, og have det i armene for første gang – det var så sindssygt. Så sindssygt, at jeg faktisk ikke kan beskrive det. Tænk, at vi skulle få lov til at opleve den følelse, Natascha og jeg.

Lige da vi var kommet ind på stuen skulle der til at være vagtskifte på fødegangen – så typisk! Så vi nåede kun lige at hilse på den jordemoder, som havde dagsvagt, inden hun så skulle hjem. Heldigvis fik vi den søøøøødeste jordemoder efterfølgende, så skøn og empatisk – sansestue, fantastisk jordemoder OG i aktiv fødsel. Jeg var i hopla! (selv om jeg havde pænt mange smerter – men man er vej en powerwoman!).

Efter kort tid gav de mig lavament (afføringsmiddel) – og oveni det fik vi også lige serveret aftensmad på stuen, det var så ikke så god en cocktail 😀 Jeg kunne ligeså godt have spist min mad på toilettet! Dog havde jeg på det her tidspunkt så ondt, at jeg ikke kunne klemme noget som helst ned. Ellers tak! Jeg var her også LYKKELIGT uvidende om, at det hele skulle vise sig at blive MEGET værre.

Jordemoderen undersøgte mig og konstaterede, at jeg stadig ”kun” var 4 cm. åben og ikke rigtig havde nogen udvikling – så hun udstyrede mig med en sækkepude i sengen, som jeg så skulle ligge på maven på, og samtidig vrikke med hofterne, man kalder det vist Rebozo – og jep, det så virkelig sjovt ud!

Herudover blev jeg også udstyret med lattergas, hvilket ellers var totalt imod min vilje! Jeg har altid været skrækslagen for, hvad der kunne gøre mig svimmel og dårlig. Men jordemoderen anbefalede det virkelig, og ja – den endte jo så også med at være GULD værd! For s****, hvor jeg nød godt af den! Natascha har efterfølende fortalt mig, hvordan jeg har snakket om, at jeg ville have sådan noget lattergas derhjemme, sagt ”this is my best friend” med helt skæve øjne og haft en fest over hvilken virkning det havde på mig – jeg ville ønske, det var blevet filmet! 😀

Efter nogen tid på sækkepuden, kom jeg ned og sidde på en yogabold, hvor jeg skulle hoppe lidt og og ned og frem og tilbage, for at få ham længere ned i mit bækken. På det her tidpunkt var der ca. gået to timer på fødestuen, og smerterne var slemme, men jeg kunne klare det kun med lattergassen, og havde stadig overskud til at joke og grine. Så jeg tænkte jo bare piece of cake, altså! Det her klarer jeg da snildt – jeg spytter den unge ud, som var det en mandel jeg smuttede. Da jordemoderen så undersøgte mig, og konstaterede, at jeg var – HOLD NU FAST – OTTE cm. åben var jeg simpelthen SÅ stolt og lykkelig, at jeg kunne have skidt alt lavamentet ud, IGEN! Tænk, at det kun havde taget ca. tre timer, at åbne mig så meget, så der nu kun var to sølle cm. tilbage, til jeg kunne få lov til at presse!

Imens jordemoderen undersøgte mig, masserede hun også lige lidt deropppe, som hun så fint udtrykte det – ja virkelig charmerende! 😀 Det gjorde hun for at få mit vand til at gå, så vi kunne fremskynde processen lidt. Mine veer havde taget til i styrke, og jeg havde nu virkelig mange smerter! Men jeg var alligevel så ovenpå og klar, fordi jeg vidste, der ikke var længe igen.

Kort tid efter gik mit vand i en KÆMPE skyller! Det føltes som at tisse i bukserne og ikke have kontrol over det. Så jordemoderen skulle jo så lige undersøge mig endnu en gang.

Imens hun rodede rundt deroppe og jeg skreg af smerte, kunne jeg pludselig fornemme, at tingene måske ikke var helt, som vi havde håbet – for hun sagde ikke noget i lang tid. Det viste sig jo så, at jeg, efter mit vand var gået, var skrumpet ned til – IGEN, HOLD NU FAST – FIRE sølle lorte cm.!!!! Grunden til de otte cm. var, at min fosterhinde med alt vandet i, havde været så spændt, at den havde udvidet mig så meget. Så da mit vand gik og fosterhinden sprang var alt fuldstændig, som da vi kom på fødestue. Jeg var grædefærdig! Her lå jeg jo ligesom og troede, at det hele skulle være så nemt! Jordemoderen fortalte os, at hun ville give mig vestimulerende drop for at sætte skub i tingene – samtidigt rådede hun mig til, at tage imod tilbud om en epiduralblokade. Og selv om jeg, inden fødslen, havde svoret, at jeg ville klare det uden, kunne jeg jo godt se, at jeg ikke ville kunne klare en udvidelsesproces på 6 cm. uden smertelindring – på det her tidspunkt havde jeg VIRKELIG veer der sagde spar 2! Så jeg takkede ja, til epiduralen, og var ved at gå ud af mit gode skind da anæstesilægen var en krig om at komme og give mig det lort, så jeg kunne få lidt ro! Det havde jeg virkelig brug for, da jeg efterhånden var så udkørt, at jeg hverken kunne høre eller tale.

Endelig kom han, og jeg mærkede det her vidundermiddel – vi sov i tre timer, Natascha og jeg, og havde derfor samlet lidt flere kræfter, til resten af forløbet.

Da vi vågnede undersøgte jordemoderen mig endnu en gang, og hvad tror I, hun sagde?! Ja – STADIG KUN 4 CM. ÅBEN! Seriøst?! Jeg havde jo fået vestimulerende og alt muligt! Og alligevel er der ikke sket en skid? Kl. var nu ca. 5 om morgenen og jeg havde været i gang i rigtig mange timer – ja dage faktisk, og jeg var totalt mættet og kunne virkelig ikke klare mere. Epiduralen stoppede langsomt med at virke, selv om det vestimulerende stadig var tilsluttet og skruet virkelig højt op – det gjorde så pisse f****** nas, at jeg nærmest ikke en gang ønsker det for min værste fjende. Og endnu værre var det så, når de skulle undersøge mig, og sagde ”Anna, vi mærker lige med under en ve” Ja nej gud fanden gør I fucking ej! Fuck ud af mit underliv og kom aldrig igen! Jeg kunne have sparket dem i hovedet! Det var skrækkeligt – selv Natascha var i smerter fordi jeg klemte hendes hånd og BOREDE mine negle ned i huden på hende 😀 (undskyld skat!)

Tre timer og endnu et vagtskifte senere (fik heldigvis en rigtig sød jordemoder igen) og stadig ingen udvikling måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne klare mere. Han skulle ud, og det kunne KUN gå for langsomt. Jeg græd og græd, og kunne ikke andet! Jeg kunne ikke en gang sige mit eget navn – så udmattet var jeg. Så jeg bad om et kejsersnit. Vi så simpelthen ingen anden udvej. Og heldigvis var både læger og jordemødre enige. Han skulle ud nu – for hans hjerterytme faldt.

Omkring kl. 9 blev vi kørt på operationsstuen, hvor jeg blev lagt over på en MEGET lille briks, ikke så sjovt, når man vejer 100 kg. og ens røv er så stor, at den rager ud over siderne! 😀

Her skulle de jo så bedøve mig, og fordi jeg allerede havde en epidural, ville de bare sprøjte bedøvelsen ind i den. Men som om, det ikke kunne blive værre, så tog jeg ikke imod bedøvelsen, på trods af flere forsøg. Så de måtte ligge en spinalblokade. De stak mig 6 gange i ryggen! (jeg var gul og blå flere uger efter!) Til sidst lykkedes det, og så skal jeg fandme lige love for, jeg var bedøvet! Fra lungerne og hele vejen ned. Det er det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet! Meget værre end at have veer! For når man er bedøvet i lungerne føler man altså, at man ikke kan få luft. Og følelsen af, ikke at kunne få luft, samtidig med, at du kan fornemme, hvordan de river og flår i din mave, den er altså virkelig ikke særlig sjov! Jeg STORtudede og blev ved med at spørge, hvornår de var færdige, men fordi, jeg var så udmattet, kunne jeg stort set ikke tale – så ingen hørte mig, hvilket bare var endnu mere forfærdeligt!

Pludselig kunne jeg høre et skrig – og et ”SHIT, HAN ER STOR!” – og ud var vores lille STORE Mattheo kommet! ENDELIG var han her! ENDELIG kunne vi få lov til at se ham og ENDELIG var 9 måneders venten overstået! Vi HULKEDE, både Natascha og jeg. Han var SÅ smuk!

Det viste sig så, at han, samtidig med, han vejede 4650 g., stod skævt i mit bækken. Så hvis ikke, han var taget ved kejsesnit, havde jeg ligget der endnu – for han var ikke kommet ned, i den position han stod i.

Men selvfølgelig skulle galskaben ikke stoppe her – for vores lille mand havde vejrtrækningsproblemer og skulle på neonatal og have cpap og sonde – og Natascha skulle med. Så der skulle jeg ligge, mutters alene, blandt 87 læger og sygeplejersker, imens de syede mig sammen. Bagefter blev jeg kørt på opvågning, og fik stadig ikke lov til at se vores søn. Først efter en time måtte jeg komme op på neonatal til Natascha og Mattheo, og da jeg så ham forsvandt ALT! Jeg havde glemt følelsen af veer, jeg havde glemt følelsen af bedøvelsen under kejsersnittet og jeg havde glemt, hvor hårdt det var. For nu var han her, sammen med mig, på mit bryst – det er det VILDESTE jeg i mit liv har oplevet, og når jeg tænker tilbage på det nu, ville jeg ikke have været oplevelsen foruden. For selvom det er det værste, jeg har oplevet, var det det hele værd, og jeg gør det GERNE igen! (hvor er det egentlig sygt, man kan sige det så kort tid efter – men jeg mener det virkelig!).

Inden fødslen spurgte jeg tit folk, hvor ondt det gjorde at have veer – og når de så svarede ”det kan jeg ikke beskrive”, så tænkte jeg, mmmh helt sikkert! Selvfølgelig kan man da beskrive en smerte! Men nej – det kan JEG skrive under på nu, det kan man IKKE! Det eneste jeg kan sige er, at det gør FUCKINGLORTERØVPIKKE ondt! Men alligevel kan jeg sige, at jer der stadig har oplevelsen tilgode – glæd jer! Det er det vildeste!

Tak fordi I læste med <3