Måtte bare lige dele denne besked jeg modtog, fra Natascha, forleden dag, da jeg var gået i seng. ”Hvis du lige tager hundende med ned her 23.27, så nusser jeg dig i søvn”, haha, det er simpelthen noget af det sødeste jeg nogensinde har hørt! Som I måske kan forstå ud fra denne sms, så ved jeg ikke noget bedre end at blive nusset! Det er desværre bare ikke altid, at min, ellers så søde, kæreste gider. Men okay – kan måske forestille mig, hvor irriterende det er at få samme spørgsmål, hver aften ”Skaaaaat? Nusser du mig ikke lige?”. Natascha er efterhånden så vant til det, at hun allerede siger ”NEEEEEEJ!” inden jeg overhovedet har nået at spørge 😀 Hun kender mig vist for godt efterhånden.
Men altså, nu ved jeg sgu da, hvilke kort jeg skal spille! Men hoooold nu op, en entusiasme der ligger i denne besked altså! Man kan virkelig mærke, hvor meget hun glæder sig til at komme hjem og nusse mig i søvn! Den smiley til sidst, siger ligesom det hele.. ”Jeg gør det KUN fordi jeg ikke gider gå ned med hundende når jeg kommer hjem, og det er absolut IKKE noget der kommer til at gentage sig!” 😀
Til gengæld skulle i se mig i galop ud af sengen, ned i tøjet og ud med hundende, den chance skulle jeg bare ikke spilde! Da vi kom op igen gik der, heldigvis for Natascha, ikke ét minut, så var jeg faldet i søvn 😀
Jeg elsker at have sådan en lille lækker fedterøv, som kæreste – jeg må begynde at spille lidt mere på de dage, hvor hun arbejder sent 😉
Jeg kan vel ligeså godt indse, at mit første møde med Natascha, var en smule akavet. Heldigvis bearbejder man det hurtigt, og så længe Natascha ikke løb skrigende væk og tænkte ”shiiit – en freak!”, så kan jeg sagtens grine af det nu. Men jeg må så indrømme, at jeg faktisk ikke havde regnet med noget som helst, efter den dag.
Som jeg jo, i et tidligere indlæg, har fortalt, så mødte Natascha og jeg hinanden, første gang, på Marvins Room i København. I kan læse indlægget her. Alt gik strålende, og vi havde en super hyggelig aften. Natascha har senere indrømmet, at hun overhovedet ikke havde nogen intentioner om noget som helst, der havde med et forhold at gøre, så der er jeg jo rimelig glad for, at jeg alligevel fik vendt dét om 😉
Efter en flaske champagne, 7 drinks og 10 shots, skulle Natascha og jeg hjem, det skulle vi da! Hvordan vi er endt på lige akkurat den adresse vi skulle, det har jeg ikke den fjerneste idé om (ja, når jeg endelig drikker, så drikker jeg altså også igennem ;-)), men vi endte da heldigvis det rigtige sted! Bøffe (min lille hund) havde været hos min mor i imens jeg var væk, så ham skulle vi da lige hente. Vi slingrer ud ad vejen og op ad trapperne til min mor, jeg sætter nøglerne i døren og låser op, og det første syn der møder os, er SELVFØLGELIG en hund der har skidt ud over det hele og har rullet sig i det bagefter! (Bøffe var kun et halvt år gammel på daværende tidspunkt) Ja super! Dér blev jeg så lige ædru et split sekund, imens jeg tænkte over, hvordan jeg så lige fik reddet mig ud af denne her?! Men der var jo ingen vej udenom! Så dér lå jeg, på alle fire, som en anden lille Askepot, der ivrigt prøvede at tørre min hunds efterladenskaber op! Da jeg endelig var færdig tænkte jeg, at nu kunne det så heller ikke gå mere galt. Og det gjorde det heller ikke. Indtil vi vågnede næste morgen, tømmermændsramte og ædru, i det pinlige øjeblik, hvor man lige overvejer, hvad der egentlig foregik aftenen før. Da jeg åbner øjnene ser jeg Natascha fare rundt i soveværelset, som om hun leder efter noget, og tænker ”hm, god scoring Anna! Men hvad fanden er det hun laver?”, hvorefter jeg spørger Natascha, hvad hun leder efter. Det skulle så vise sig at være hendes underbukser! Ej men endnu mere super! For var der noget jeg havde kæmpet med det sidste halve år, var det at lære, at smide mine underbukser DIREKTE i vasketøjskurven, for at min altædende hund IKKE skulle snuppe dem, hvilket han havde en tendens til. Så jeg vidste jo ligesom godt, hvor hendes underbukser var. De var da samme sted som Bøffe! (Note to self: sørg altid for, at få passet din hund, hvis du slæber én med hjem!) Og så så man lige mig, i galopperende fart, ned ad gangen og ud i stuen, hvor jeg, rigtigt nok, finder Bøffe, sovende ovenpå Nataschas gennemgnaskede og tilsavlede underbukser. Så måtte jeg jo stå til ansvar overfor min hund, og gå pænt ind til hende igen og sige ”Jeg har fundet dine underbukser – jeg tabte dem lige i et glas vand på vejen, sorry!”. Øøøh ja right! Dén kunne jeg jo så ikke rigtig redde hverken mig selv, eller min hund ud af.
Nå men Natascha havde da fået sine underbukser og var helt klar til at blive kørt hjem (det havde jeg åbenbart lovet hende i min brandert aftenen før), men der var bare lige et problem, vi skulle selvfølgelig vente på min veninde og hendes fyr, da Natascha og ham skulle samme sted hen, og vi derfor havde aftalt at køre sammen. Der ville så lige gå en halv times tid inden de nåede frem. Skide godt! En halv time virker måske ikke umiddelbart som særlig lang tid, men når man ikke kender hinanden og din hun lige har leget kødben med vedkommendes underbukser, så synes man bestemt ikke, det er særlig sjovt, at skulle sidde dér, og lade som om, at alt er lutter lagkage. Natascha og jeg sad overfor hinanden ude på terrassen, det var ikke specielt hyggeligt, og jeg stillede det samme spørgsmål mindst seks gange ”Skal du ikke lige have et glas vand?” og ”Er du sikker på, du ikke skal have et glas vand?”. Amen hvor er du opfindsom Anna! Prøv lige at nosse dig lidt sammen, og indse, at det er DIG, der ikke har opdraget din hund ordentligt!
Langt om længe ankom min veninde og endelig kunne vi køre mod København, hvor Natascha boede. Jeg syntes jo, Natascha var smadder sød, men havde bare, på forhånd, opgivet håbet om hende og jeg. Men heldigvis for mig, har Natascha en svaghed for kvinder der kan køre bil (og det var selvfølgelig mig der kørte), så af en eller anden mærkelig årsag mærkede jeg alligevel hendes hånd i min, halvvejs mod København. En kæmpe lettelse var det! Så var det jo alligevel ikke så slemt, som jeg havde troet, at det var. Eller det troede jeg på det tidspunkt i hvert fald, Natascha har nemlig understreget efterfølgende, at jo, det stod ret slemt til! 😀
Siden den dag har Natascha og jeg været sammen stort set hver dag, og skal nu giftes næste år. Og ja, til de undrende, Natascha og Bøffe er rigtig gode venner den dag i dag! 😉
Mon I andre har oplevet et lige så pinligt første møde?
Den tanke slog mig forleden dag, da jeg fik jordens sødeste og mest bekræftende besked fra en af mine fantastiske læsere, efter at have solgt en taske til vedkommende. Hvad der startede som en helt almindelig handel, skulle vise sig at være meget mere end det. Tårefyldte øjne og snøft var hvad det endte i, ja bevares, jeg ved godt, jeg er en tudeprinsesse, men det er simpelthen så overvældende, hvor mange, der egentlig gider at følge med i mit liv. Jeg troede virkelig slet ikke, jeg havde så meget at byde på!
Det er lysten der driver værket, og det er jer der giver mig lysten til at blive ved med det jeg gør! Stod det til mig, så droppede jeg alt hvad der hed uddannelse og job, og bloggede for jer dagen lang (meeeen, den går vist ikke helt 😉 desværre!). I skal vide, at havde det ikke været for jer, så var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er kommet nu. Jeg er SÅ taknemmelig for alt den positive feedback jeg får fra jer alle sammen, og jeg kunne ikke være den foruden. I giver mig så meget, som jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal give igen, og ikke mindst så giver i mig modet til at fortsætte og gøre mine indlæg meget mere personlige. Aldrig nogensinde har jeg delt så meget ud af mit liv – men ved I hvad? Jeg ELSKER det!
Jeg kan fortælle jer, at der er rigtig meget i vente i den kommende fremtid – og jeg glæder mig så meget til at fortælle jer om alt <3 Men indtil videre må i nøjes med et kæmpe tak, som kommer direkte fra hjertet! Ingen jer, ingen mig! Jeg håber virkelig, I forstår, hvor meget det betyder for mig og hvor meget I gør. Det er SÅ vigtigt for mig! Tusind, tusind tak <3
Hav en fuldstændig fantastisk aften, alle skønne læsere!
Mange af jer kender det vel. Øjeblikket, hvor man ser sig selv i spejlet og tænker; ”Holy Moses, det dér fortjener et selfie eller to”. Derefter griber man straks telefonen og trykker lystigt på ”tag billede” knappen. Når man får set de ca. 100 selfies igennem til sidst, finder man måske ét (eller to, hvis man er heldig) som er bare en lille smule Instagram værdigt! Så tænker man, at ingen nogensinde skal have lov til at se resten! Det sker desværre ALT for tit med mig. Men jeg vover mig nu alligevel lidt ud, hvor jeg ikke kan bunde, og viser jer de 10 absolut værste selfies. Be prepared!
”Hvis jeg kigger lige ud i luften, så ser jeg nok fræk ud”
Så er det jeg tænker; hvad fanden var meningen her?
ALT gik galt ved dette billede!
”Wauw – det her kan blive et rigtig godt selfie! Med badekåbe, håndklæde i håret og det hele” Ja right!
Og så var det, man KOM TIL at trykke på knappen!
”Her har jeg pæne læber! Hvis jeg lukker øjnene bliver de nok endnu pænere!”
Muskler? Eller bare en fed overarm? Og hvad skulle den arm overhovedet gøre godt for?
Absolut ALT er akavet ved dette billede!
Her må jeg være fanget i et nys eller sådan noget…
Og det klassike: Nu tager jeg 785 billeder lige i træk, så må der blive et godt! Og så har man lukkede øjne på de fleste! Way to go!
Er der andre end mig, der har det lidt på samme måde? Det er måske lidt flovt at vise dem frem, men hallo, ALLE er grimme i ny og næ.. (Måske er Angelina Jolie ikke, men altså…)
Hvis I er modige, viser i mig jeres ALLERVÆRSTE selfie! Hit me! 😉
Homoseksuelle kender måske nok følelsen.. Med mindre man seriøst er ligeglad med, hvad andre tænker. Eller ved, at ens familie og omgangskreds er uden fordomme for noget som helst. Men det kan jeg simpelthen ikke tro, er tilfældet for nogen! Jeg tror, at alle der gemmer på en sådan hemmelighed synes, ligesom jeg, at det er PISSE hårdt! Følelsen af, at være dybt forelsket, men ikke at kunne fortælle nogen om det. Eller følelsen af, at du måske kan miste dine venner, som følge af din seksualitet. Jeg kan stadig huske, hvor forfærdeligt jeg havde det. Ordene lå i min mund konstant, hver aften, når vi spiste aftensmad, men de ville ikke ud. Jeg snublede over dem hver evig eneste gang jeg prøvede. Det var SÅ irriterende! Det kan sammenlignes lidt med den gang, hvis nogen husker det, hvor Viktor, i ”Kærlighed ved første hik”, skulle købe kondomer i kiosken, til ham og Anjas første nat.”Og så skal jeg bede om nogle kkkk….kooooon…koooondi…KONDIVAND! Ja, nogle Kondivand, tak!” Det var præcis på samme måde, det foregik, når vi spiste. Og til sidst følte jeg mig egentlig bare snotdum. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor jeg havde det så svært med det. Jeg ved jo, at mine forældre, uanset hvad, vil støtte mig i alt hvad jeg foretager mig (det er klart, at jeg nok ikke vil have deres støtte, hvis jeg vælger at røve en bank, men forstå mig ret ;-)), og derfor burde jeg jo bare have slynget den ud, som var det et ønske om, hvad jeg ville have til aftensmad. ”Mor, kan du ikke lave frikadeller til aften? Og forresten, så er jeg til piger…” Ja, hvis bare, jeg havde så nemt ved det.
Mine forældre blev skilt for tre år siden, og jeg valgte at blive boende i huset, hos min far. Min far og jeg har altid haft et sindssygt tæt bånd. Vi tog tit i byen sammen, og talte sammen, som om vi var venner. Så, uden at det skal lyde mærkeligt, var det rart for mig, at jeg nu havde ham på tomandshold, hver aften. Det gjorde det egentlig lidt nemmere. Så kunne jeg vente lidt med at fortælle ”nyheden” (som ikke længere var en nyhed, til min mor. En aften spurgte min far om ikke vi skulle tage ud at spise, så vi slap for madlavning. Dér så jeg så mit snit. Nu skulle det være! Jeg mødte ham den aften, med en forventning om, at det hele nok skulle gå fint – og hold nu kæft, hvor var jeg nervøs. Jeg vidste jo, hvad der skulle ske. Under middagen spurgte min far, hvordan jeg gik og havde det, og det var jo en oplagt mulighed for, at fortælle, hvad der rent faktisk foregik i mit liv. ”Jo tak, jeg har det strålende – jeg har fået ny kæreste” hvortil han svarede ”Nej hvor dejligt! Hvad hedder han?” Så fik jeg altså lige min mad i den gale hals.. Men fik svaret med ”eeeehm… Øøøøh.. Det er en pige”. Det eneste han sagde var bare ”Nå tillykke! Hvornår må jeg møde hende?” NØJ! Hvor var jeg lettet! Var det virkelig ikke værre end det?! Tænk, at jeg seriøst havde brugt SÅ lang tid på et ”Nå tillykke!”
Min mor var så en lidt anden sag.. Ikke at hun blev sur eller skuffet overhovedet.. Men man kan jo godt lidt tænke sig til, hvad der flyver igennem en mors hoved, når hun hører, at hendes barn er homoseksuel. Hvad så med børnebørn? Og hvad så med bryllup? Det er der jo heldigvis også muligheder for, hos homoseksuelle, og det er altså nemmere end man lige tror og regner med. Bare se mig, jeg skal snart giftes med min kvinde. Min mor elsker Natascha overalt i verden, og nyder at se, hvor godt vi har det. Så alt er fint! Men det krævede nok lidt tilvænning, hvilket er helt forståeligt!
Jeg har ét godt råd, til andre, der måske sidder med samme følelse, som jeg gjorde.. Spring ud i det, og lad der ikke gå for længe. Jo længere du venter, jo sværere bliver det! Forældre er til for at støtte og rådgive dig, og de vil altid være der for dig, i alle livets svære situationer. Lad være med, at gøre noget stort ud af, at du nu skal fortælle om din seksualitet. Jeg overvejede, om jeg skulle lave stor middag osv. men helt ærligt, så er det jo heller ikke større vel? Gør det så nedtonet som muligt, og sig det, som du normalt ville sige, at du har fået en kæreste. Det fungerede i hvert fald bedst for mig.
Hvis du, ligesom mig, også er ellevild med sushi og alt hvad der har med det at gøre, så har jeg her en fuldstændig fantastisk ret, som tager sushien, som vi kender den, til et helt nyt level! Jeg smagte det første gang på Mallorca for to år siden, og havde en virkelig ”WAUW” oplevelse, men fik alligevel skudt det lidt hen, blandt alle de andre indtryk, der nu en gang er, når man er på ferie. Men så i går, da min lillesøster ENDELIG vendte hjem, på weekend, fra efterskolen, havde hun bestemt, at vi skulle have retten. Og hooooold nu op, hvor jeg åd! Og jo, jeg ÅD virkelig! Det lyder måske ikke af noget særligt, men det smager altså bare SÅ fantastisk godt! Så hvis nogen af jer er friske, så prøv det! Det kan varmt anbefales, og tager ingen tid!
Opskrift på sushisalat til 4 personer:
et stykke laks (skal have været nedfrosset i mindst 24 timer)
soyasauce
sød chilisauce
1 moden avocado
6 grønne asparges (kogt, al dente)
en halv mango
et halvt hoved Iceberg salat
en halv agurk
2 gulerødder
en håndfuld rucola
en håndfuld sesamfrø
Skær laksen ud i lidt tynde ”strimler” (må dog ikke blive for små) og læg det i en marinade af soyasauce og en lille smule sød chilisauce og stil det på køl, ca. en halv time før det skal steges. Snit alle grøntsagerne som det ønskes (vi plejer at snitte dem tyndt og på langs, det giver lidt det der ”sushi” indtryk) og bland det sammen, i lag, i et stort fad. Hæld laksen på panden sammen med marinaden og steg det i højst 1 minut, i mens det vendes nogle gange. Tag laksen af panden og læg det ovenpå din salat.
Soyasauce:
1 dl. Kikoman soyasauce
1 spsk. chilisauce
Resten af soyamarinaden fra panden
Bland de 3 indgredienser sammen, simpelt og enkelt, men husk at røre godt. Rist nogle sesamfrø af, på samme pande som laksen, og hæld dem op i en skål, så man kan hælde dem på éns salat, efter eget ønske.
Hvis man er til wasabicreme eller krydderi, kan dette, med fordel, også bruges! Vi er bare ikke så vilde med det herhjemme 😉
Men jeg lover jer sushielskere, at I vil komme til at elske denne her! Og sundt er det også!
Nogen kender det måske. Du møder en sød fyr/pige. Du bliver meget forelsket i denne her person, og du vier meget af dit liv til vedkommende. Før du mødte kærligheden, lavede du ikke andet, end at tilbringe tid med én af dem, som måske vil gå igennem ild og vand for dig. Din allerbedste veninde. I lavede ALT sammen. I delte ALT med hinanden. Der var ikke dét, hun ikke vidste om dig og dit liv. I fik sågar menstruation samtidig, grundet alt den tid i tilbragte sammen. Så er det da det ultimative venskab. Men hov, så sker der noget? Du oplever en helt ny følelse. En følelse, som du bare må udforske og prøve kræfter af med. Så nu er der altså hele to ting, du skal pleje i dit liv. Og med pleje mener jeg ikke bare, at se efter en gang imellem. Nej, jeg mener virkelig pudse og polere, for at det ikke skal ruste. Det lyder måske ikke, som verdens sværeste opgave. Men tro mig, det kan jeg skrive under på, at det ER det! Du yder dit bedste, for at stille alle tilfredse, men alligevel er der altid én, der vil føle sig overset og tilsidesat. Og jeg forstår det udemærket. På et tidspunkt tager forelskelsen overhånd, og du glemmer at varetage dit fantastiske venskab, til den mest fantastiske person du kender. Lige så stille kan du mærke, at det glider ud i sandet, og til sidst er der ikke mere tilbage. Nu er du altså for alvor fucked. Hvad gør man så? Det ultimative valg ville da klart være, at prøve at redde det igen. Men du er præget af så meget egoisme og selvoptagethed, at ingenting er din skyld i hvert fald! Du har da ikke gjort noget galt. Din bedste veninde skal da bare finde sig i, at du har fundet dit livs kærlighed. Sådan er det bare! End of story.
Men som tiden går, og forelskelsen bliver til kærlighed, og alting bliver hverdag igen, så begynder du at savne det venskab I havde sammen. Du mangler en kæmpe brik i dit puslespil, og du indser, hvor svært det er at leve uden den. Men du er for flov til at indse din fejl, og tage kontakt til hende. Heldigvis har hun så stort et hjerte, at når du rammer din 22 års fødselsdag, sender hun dig en lille hilsen, med et ønske om, at din dag må blive fantastisk, og når din kæreste frier til dig, sender hun en besked om, hvor glad hun er på jeres vegne. Det bliver begyndelsen på noget gammelt. Nu starter der et nyt kapitel i dit liv. Et kapitel, som du vel egentlig har skrevet én gang før, men som du nu har fået chancen for at skrive om igen. Dét kapitel starter med et glas vin, som bliver til en kop kaffe, som bliver til en bytur og som nu har så meget godt i vente, og som du er så glad for, at du har fået mulighed for at opleve med lige netop den veninde. Du er kæmpe taknemmelig for, at hun har ladet dig blive en del af hendes liv igen, og du glæder dig ufatteligt meget til at tilbringe meget mere af din tid med hende <3
Måske er det nemt at regne ud, at denne historie rent faktisk er min, og som det virkelig har krævet mod at fortælle og tilstå. Til tider er jeg flov og pinlig over, hvordan jeg har opfattet livet den gang, selv om jeg elsker Natascha over alt i verden – så ville jeg ønske, at jeg havde plejet det fucking venskab altså!
Jeg har ét budskab med dette indlæg – husk nu for fanden at holde fast i det venskab! Jeg VED, jeg langt fra er den eneste, der kan fortælle en lignende historie. Og nu må I ikke tro, jeg bare er jordens største idiot, for det er jeg altså ikke! Nogen gange tænker man bare ikke helt klart, og har svært ved at holde overblikket.
Den tanke strejfede mig forleden dag, midt i invitationsskrivningen. Jeg har næsten forberedt ALT til Nataschas og mit bryllup, og jeg vil måske sige, at jeg stresser mig selv en lille smule for meget. Jeg har fundet kjolen, vi har fundet lokalet, kirken er på plads, jeg ved, hvordan brudebuketten skal se ud, og at Natascha skal have en matchende blomst i sin brystlomme, jeg har allerede pyntet lokalet og bordene i mit hoved, ja, jeg har sågar fundet det undertøj jeg vil have på under kjolen. De ”kloge” siger, at man skal være i god tid, men at seks måneder er fint, mht. kjole osv. Ja, jeg var så nærmest færdig et år inden dagen!
Så er det bare jeg tænker, og jeg kan jo lige så godt være ærlig, hvad er det egentlig, der betyder noget, for mig? Er det festen, menneskerne og at være i centrum en hel dag? Eller er det kjolen, blomsterne og pynten? Det er i hvert fald de ting, jeg har lagt størst vægt på, siden Natascha friede til mig. Der gik jo ikke ét minut, så var jeg allerede i gang med at booke tid til kjoleprøvning. Og ja, det er jo virkelig kæmpestort! Og alle ønsker sig da sikkert en smuk og stor kjole, til sit bryllup. Men hallo, hvor blev glæden over, at jeg skal giftes med Natascha af? Det er jo rent faktisk hende, jeg har sagt ja til. Det er ikke de materielle ting. Eller det burde det ikke være i hvert fald. Ikke en gang, har jeg stoppet op, og nydt, at hun kl. 00.00 om aftenen, sad ved siden af mig, imens jeg græd snot over, at jeg, et år før vel at mærke, ikke havde fundet den kjole, jeg gerne ville have. Ikke en gang, har jeg stoppet op, og nydt, at det bare er hende og jeg. Ikke en gang, har jeg været taknemmelig for, at hun virkelig har dedikeret resten af sit liv til mig. Det eneste jeg går op i er, at festen bliver lige som den skal være. Jeg er åbenbart enormt dårlig til bare at nyde, at nu bliver Natascha min. Det ER jo virkelig det, jeg har drømt om. Det var jo der det hele startede. Inden jeg rent faktisk fik bekræftet, at nu blev det altså også sådan. Nu var det ikke bare en drøm mere. Nu var der en masse der skulle forberedes. Og så var det, at nydelsen forsvandt, i alle forberedelserne.
Jeg sidder tilbage med enormt dårlig samvittighed og smag i munden. Jeg fortryder, at jeg ikke brugte den første tid, efter forlovelsen, lidt mere fornuftigt. Jeg kunne godt have prioriteret den lidt bedre. Heldigvis er det ikke for sent. Natascha er her jo stadig! Så nu, hvor alt alligevel er på plads, må det være på tide, at nyde min nye tilværelse, som kommende Fru Vangsø Cetiner, sammen med min kommende kone. Jeg kan jo lige så godt benytte lejligheden, til at vise, hvor taknemmelig jeg er for alt det Natascha hun gør for os og for det kommende bryllup. Og sige tak for, at hun holder mig ud, i de situationer, hvor jeg skejer helt ud, over småting. Det er jo ”bare” et bryllup. Og ja, det skal være en dag vi aldrig glemmer. Men uanset hvad, så ved jeg, at det uanset, hvordan det fejres, aldrig vil være noget, man bare glemmer sådan. Om så vi havde stået på rådhuset, med to vidner fra kommunen, havde jeg ikke forsømt dagen efterfølgende. Det vigtigste for mig er, at jeg får den kvinde, jeg har ventet på hele mit liv. Det gør jeg, og det er dét, der tæller!
Nu må I ikke tro, at jeg har lagt det store bryllup på hylden, for det har jeg altså ikke. Alt er jo planlagt 😀 Så vi ses selvfølgelig i kirken d. 4 juni 2016 😉
Dette brev går ikke ud til mine læsere, men det ville glæde mig, hvis I gad læse det..
.. Til rette vedkommende, som omtaler sig selv som homofob
Vi har fået dit/jeres brev i postkassen, vi har læst det, og vi er målløse. Inderst inde, vidste vi godt, at nogle ville blive stødt over indslaget i Aftenshowet, og det har vi fuld forståelse for. Men du skal vide, at vi ikke har villet ramme nogen personligt. Vores intention har været, at nå ud til dem, der måske havde noget med det at gøre, og fortælle, at vi bestemt ikke brød os om situationen. Jeg var bange for, at færdes i eget hjem, og kunne ikke holde ud at være alene, når Natascha var på arbejde. Jeg turde ikke gå ned med vores små hunde, så de fik ikke deres daglige ture. Og nej, i princippet vidste vi ikke, hvad det i bund og grund drejede sig om, men vi syntes, det var mærkeligt, at vores navne skulle rives ned flere gange, og mere specifikt, i de få minutter vi nu var hjemme ad gangen. Og jo, de navne er blevet revet ned FLERE end de tre gange, du påstår. De er blevet revet ned mindst seks gange!
Du skriver ordret: ”Vi vidste ikke en gang, I var lebber, og om jeres lortebryllup”, men to linjer længere nede skriver du, igen, ordret: ”Vi ved, I har opsagt lejligheden for lang tid siden”. Så nu er mit spørgsmål, hvordan ved du vores lejlighed blev opsagt for langt tid siden (1. juli), når du ikke ved, at vi er ”lebber” og at vi skal giftes? Det er mig en gåde.
Desuden skriver du, at du har kontaktet TV2, og at du nu glæder dig til at fortælle hvilke løgnere vi er. Ved du hvad, det glæder jeg mig også til. Jeg ønsker virkelig, at du står frem, og fortæller os, hvordan landet i virkeligheden ligger, når nu det ikke er, som Natascha og jeg har troet. Det er sådan set det eneste vi har ønsket igennem hele forløbet. Andet lå der ikke i det. Men når du nu er i gang, vil du så ikke samtidig også forklare, på live tv, hvorfor du i dit, ellers så fine brev, har givet os dødstrusler, ved at tegne gravstene med vores navne på, og hvorfor du beder Natascha om at ”bolle hendes dame i numsen, med den pik hun ikke har”?
Du skriver, at du gerne vil have, at jeg skriver dette på bloggen. Det viser bare, at du følger med. Derfor ser jeg også dette, som den eneste lille mulighed for, at vi måske kan række ud efter dig. Jeg håber virkelig, du ser det her. Igen, vi har ikke beskyldt nogen for noget, og hvis det virkelig er dig, der står bag alt det her, så håber jeg, at du vil stå frem, og fortælle din historie om de ”drengestreger”, du påstår, det var. Drengestreger bliver man jo ikke straffet for, så det kan du vel godt gøre?
