Så er jeg igen klar til at skrive lidt herinde – efter en graviditet, som virkelig satte sine spor! Jeg endte med en sygemelding fra job, max vand i kroppen, bækkenløsning, mistanke om begyndende svangerskabsforgiftning og en vægt der sagde 100 kg. En rimelig stigning, når man normalt vejer 60 kg., ikke? 😀 Ja, jeg fik vist skrabet alt til mig, som er muligt under en graviditet!

Til gengæld sidder jeg lige nu, i skrivende stund, og kigger på min sovende søn – det smukkeste, dejligste og mest fantastiske jeg har oplevet. Det er lige så tårerne triller. Tænk, hvad vi kvinder er i stand til at skabe – og tænk, at dette har været muligt for Natascha og jeg, som jo af gode grunde ikke er i stand til at lave dem selv. Jeg er vores system dybt taknemmelig og jeg priser mig lykkelig for, at vi lever i et land, hvor det er muligt.

Jeg har fået nogle henvendelser på Instagram og facebook, fra folk der har efterspurgt en fødselsberetning, og den skal I selvfølgelig have!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fra uge 37 var mega utålmodig og gjorde ALT i verden for at sætte min fødsel i gang. Jeg var helt sikker på, jeg ikke ville gå til termin. Dels fordi jeg var så plaget, men også fordi ingen af kvinderne i min familie har gjort det. De har alle sammen født før tid. Men her faldt æblet åbenbart langt fra stammen, for for mig skete alt det modsatte. Og jeg endte med at gå over termin. Selvfølgelig!

Fredag morgen kl. 10 uge 40+3 vågnede jeg og havde nogle onde plukveer – altså sådan nogle, hvor jeg måtte krybe sammen fordi de gjorde ondt. Jeg stod op og prøvede at spise noget inden jeg vækkede Natascha. Plukveerne var rimelig regelmæssige med ca. 5 min. interval og varede ca. 40 sek. Men ud fra folks beretninger gjorde de slet ikke ondt nok – men det er satme svært at vide, hvad man skal mærke efter, når det er første gang!

Nå men jeg fik ringet til min mor og forklaret situationen og hvordan de føltes, og hun mente bestemt der var noget under opsejling. Så hun rådede mig til at gå en tur for at sætte gang i tingene. Så jeg vækkede Natascha og afsted med os. Det skulle vi ikke have gjort, for det satte bare det hele i stå igen! Øv altså! Da vi kom hjem lagde jeg mig i sengen, og så kom plukveerne igen. Denne gang ikke regelmæssigt dog. Jeg mente ikke de var gode nok til at kontakte fødegangen, så jeg valgte at bide smerterne i mig, selv om det var svært! Tænk sig, at det skulle blive værre!

Fredag aften gik Natascha og jeg en tur ned på pizzariaet for at hente noget mad, og så satte vi os ved vandet og spiste det – her havde jeg stadig onde plukveer og det var bestemt ikke sjovt at sidde der og spise min kebab. Men noget skulle vi jo gøre for at sætte det igang. Det var alligevel super hyggeligt, og vi nød det begge to – for vi havde jo en forventning om, at vi snart ikke var alene mere.

Da vi kom hjem skulle jeg på toilettet inden vi gik i seng, og vupti så gik min slimprop og jeg havde tegnblødning – så nu var der altså noget i gærde. Endelig! Jeg fik mig nogle timers søvn den nat, men blev ofte afbrudt af de latterlige plukveer, som aldrig blev til noget. Så jeg var TRÆT! Mega TRÆT da jeg lørdag morgen vågnede og de her plukveer var blevet til rigtige veer, som gjorde nas! Jeg ringede til fødegangen kl. 11 ca. og de bad mig komme ind til undersøgelse – så vi fik ringet til min mor, som skulle køre os. Da vi kom ind på Hillerød blev vi mødt af den sødeste jordemoder, som undersøgte mig og kunne konstatere, at jeg havde åbnet mig 2 cm. og min livmoderhals var væk, så hun indlogerede os på patienthotellet, hvor jeg fik en såkaldt ”cocktail”, som betår af smertestillende og sovepiller, så jeg forhåbentlig kunne få lidt søvn. Her aftalte vi også, at jeg skulle komme tilbage til undersøgelse kl. 20, for at se, hvor langt vi var i forløbet.

Jeg fik en smule søvn i løbet af eftermiddagen og de smertestillende tog lige toppen af veerne, så de var til at bide i sig.

Da kl. blev 20 gik vi over på fødegangen igen for at blive undersøgt, og bedst som vi troede at vi kunne komme på fødestue konstaterede jordemoderen at jeg nu kun var 1 cm. åben og havde lidt livmoderhals tilbage… WHAT?! Jeg havde lyst til at sparke hende i hovedet og råbe en masse grimme ting til hende, for jeg havde jo lige været 2 cm. åben?!

Nå, men vi blev sendt hjem med endnu en ”cocktail” og fik beskeden ”prøv at få lidt søvn”… Ja tak, det kan du sgu sagtens sige! Men hjem skulle vi, og det var bare ikke sjovt! Både Natascha og jeg var pisse sure og kede af, at vi endnu en gang måtte se i øjnene, at det ikke var i dag, vi skulle møde vores søn.

Natten gik, og nej, jeg fik IKKE noget søvn – jeg havde så ondt og kunne ikke være i mig selv for smerten. Det var skrækkeligt! intet mindre! Men vi kunne jo ikke gøre andet end at afvente, at de blev endnu værre..

Søndag morgen vækkede jeg Natascha og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne holde det ud længere, og at nu måtte vi afsted igen. Så vi fik ringet til fødegangen igen, og fik lov at komme til undersøgelse.. Igen.. Denne gang var vi dog sikre på, at nu var det altså nu.

Jordemoderen undersøgte mig, og nej, der var ikke sket en skid! Så nu var jeg godt tosset og prøvede ihærdigt at få dem til at tage mit vand eller give mig vedrop, så der kunne komme skub i tingene.. Men nej, ”en fødsel har bedst af at gå sin naturlige gang..” mig i r****… Jeg fik et skud morfin til at dulme smerterne og så blev vi indlagt på akutmodtagelsen, hvor vi fik noget mad og endnu en gang skulle afvente. Her lå vi i godt og vel 6 timer før en jordemoder kom og spurgte, om hun ikke lige skulle undersøge mig igen – samme jordemoder som vi havde lørdag morgen, og som virkelig havde ondt af mig! Midt under undersøgelsen smilede hun pludselig over hele femøren og udbrød, at jeg nu var 4 cm. åben og så klar til at komme på fødestue!!! YES! Endelig!

Og som om det ikke var godt nok, så endte vi på den sansestue, som havde været min store drøm under hele min graviditet – så vi var lykkelige!

fortsættes…..