Mit første møde med Natascha

Natascha og jeg – første gang vi mødte hinanden

Jeg kan vel ligeså godt indse, at mit første møde med Natascha, var en smule akavet. Heldigvis bearbejder man det hurtigt, og så længe Natascha ikke løb skrigende væk og tænkte ”shiiit – en freak!”, så kan jeg sagtens grine af det nu. Men jeg må så indrømme, at jeg faktisk ikke havde regnet med noget som helst, efter den dag.

Som jeg jo, i et tidligere indlæg, har fortalt, så mødte Natascha og jeg hinanden, første gang, på Marvins Room i København. I kan læse indlægget her. Alt gik strålende, og vi havde en super hyggelig aften. Natascha har senere indrømmet, at hun overhovedet ikke havde nogen intentioner om noget som helst, der havde med et forhold at gøre, så der er jeg jo rimelig glad for, at jeg alligevel fik vendt dét om 😉

Efter en flaske champagne, 7 drinks og 10 shots, skulle Natascha og jeg hjem, det skulle vi da! Hvordan vi er endt på lige akkurat den adresse vi skulle, det har jeg ikke den fjerneste idé om (ja, når jeg endelig drikker, så drikker jeg altså også igennem ;-)), men vi endte da heldigvis det rigtige sted! Bøffe (min lille hund) havde været hos min mor i imens jeg var væk, så ham skulle vi da lige hente. Vi slingrer ud ad vejen og op ad trapperne til min mor, jeg sætter nøglerne i døren og låser op, og det første syn der møder os, er SELVFØLGELIG en hund der har skidt ud over det hele og har rullet sig i det bagefter! (Bøffe var kun et halvt år gammel på daværende tidspunkt) Ja super! Dér blev jeg så lige ædru et split sekund, imens jeg tænkte over, hvordan jeg så lige fik reddet mig ud af denne her?! Men der var jo ingen vej udenom! Så dér lå jeg, på alle fire, som en anden lille Askepot, der ivrigt prøvede at tørre min hunds efterladenskaber op! Da jeg endelig var færdig tænkte jeg, at nu kunne det så heller ikke gå mere galt. Og det gjorde det heller ikke. Indtil vi vågnede næste morgen, tømmermændsramte og ædru, i det pinlige øjeblik, hvor man lige overvejer, hvad der egentlig foregik aftenen før. Da jeg åbner øjnene ser jeg Natascha fare rundt i soveværelset, som om hun leder efter noget, og tænker ”hm, god scoring Anna! Men hvad fanden er det hun laver?”, hvorefter jeg spørger Natascha, hvad hun leder efter. Det skulle så vise sig at være hendes underbukser! Ej men endnu mere super! For var der noget jeg havde kæmpet med det sidste halve år, var det at lære, at smide mine underbukser DIREKTE i vasketøjskurven, for at min altædende hund IKKE skulle snuppe dem, hvilket han havde en tendens til. Så jeg vidste jo ligesom godt, hvor hendes underbukser var. De var da samme sted som Bøffe! (Note to self: sørg altid for, at få passet din hund, hvis du slæber én med hjem!) Og så så man lige mig, i galopperende fart, ned ad gangen og ud i stuen, hvor jeg, rigtigt nok, finder Bøffe, sovende ovenpå Nataschas gennemgnaskede og tilsavlede underbukser. Så måtte jeg jo stå til ansvar overfor min hund, og gå pænt ind til hende igen og sige ”Jeg har fundet dine underbukser – jeg tabte dem lige i et glas vand på vejen, sorry!”. Øøøh ja right! Dén kunne jeg jo så ikke rigtig redde hverken mig selv, eller min hund ud af.

Nå men Natascha havde da fået sine underbukser og var helt klar til at blive kørt hjem (det havde jeg åbenbart lovet hende i min brandert aftenen før), men der var bare lige et problem, vi skulle selvfølgelig vente på min veninde og hendes fyr, da Natascha og ham skulle samme sted hen, og vi derfor havde aftalt at køre sammen. Der ville så lige gå en halv times tid inden de nåede frem. Skide godt! En halv time virker måske ikke umiddelbart som særlig lang tid, men når man ikke kender hinanden og din hun lige har leget kødben med vedkommendes underbukser, så synes man bestemt ikke, det er særlig sjovt, at skulle sidde dér, og lade som om, at alt er lutter lagkage. Natascha og jeg sad overfor hinanden ude på terrassen, det var ikke specielt hyggeligt, og jeg stillede det samme spørgsmål mindst seks gange ”Skal du ikke lige have et glas vand?” og ”Er du sikker på, du ikke skal have et glas vand?”. Amen hvor er du opfindsom Anna! Prøv lige at nosse dig lidt sammen, og indse, at det er DIG, der ikke har opdraget din hund ordentligt!

Langt om længe ankom min veninde og endelig kunne vi køre mod København, hvor Natascha boede. Jeg syntes jo, Natascha var smadder sød, men havde bare, på forhånd, opgivet håbet om hende og jeg. Men heldigvis for mig, har Natascha en svaghed for kvinder der kan køre bil (og det var selvfølgelig mig der kørte), så af en eller anden mærkelig årsag mærkede jeg alligevel hendes hånd i min, halvvejs mod København. En kæmpe lettelse var det! Så var det jo alligevel ikke så slemt, som jeg havde troet, at det var. Eller det troede jeg på det tidspunkt i hvert fald, Natascha har nemlig understreget efterfølgende, at jo, det stod ret slemt til! 😀

Siden den dag har Natascha og jeg været sammen stort set hver dag, og skal nu giftes næste år. Og ja, til de undrende, Natascha og Bøffe er rigtig gode venner den dag i dag! 😉

Mon I andre har oplevet et lige så pinligt første møde?