FØRSTE KJOLEPRØVNING!

Nej nej nej, hvor var det vildt! Min tirsdag stod på en tur til københavn med min kære bonusmor, da vi begge havde fri. Vi skulle baaaare lige ind og se på et par sko og spise noget frokost. Ja tak! Jeg endte i en kjolebutik, men jeg skulle bare liiige kigge lidt. Bare lige for at få lidt inspiration. Det endte så med, at den søde butiksassistent kom og spurgte om jeg ikke lige skulle prøve nogle af dem. Og der stod jeg, med mine klipklappere, mine poser under øjnene og mine ubarberede ben. (Ja i know, jeg er en rigtig charmebasse), men hallo, det var jo ikke meningen, jeg skulle prøve noget! Kjolerne i butikken var slet ikke mig. Alt for overdrevet og alt for pussenusset. Men okay, jeg kunne da godt lige prøve én. Bare én og så ud igen. Jeps – én blev til to. Typisk mig altså!

Da jeg tog den første på kunne jeg hverken få luft eller bevæge mig. Hun havde VIRKELIG bundet den stramt bagpå, slæbet var nok en meter langt og så skulle den virkelig lægges op, til mine korte ben! Kjolen var bestemt ikke mig, alt for meget tyl og strut, men foroven var den bare virkelig flot. Det ærgerlige var bare, at jeg ikke kunne skjule mine tatoveringer i den, og det ødelagde altså rigtig meget. (Som min mor ville sige ”Hvad sagde jeg Anna, du ville fortryde når du en gang skulle giftes”)

Som den søde ekspedient sagde: ”Neeeej, du ligner jo en havfrue”. Hahaha! Ja så har du jo allerede truffet valget for mig. NÆSTE!

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at et slør var no go. Men der var det lige som om der åbnede sig en ny verden for mig, det var virkelig smukt med slør! Og endnu bedre blev det, da hun kom med sløret og satte det i håret på mig, og min bonusmor så siger, med tårefyldte øjne ”Jeg må lige gå herover og sætte mig, det bliver lige lidt følelsesladet det her”. Det var simpelthen så sødt!

Nummer 2 kjole var så en helt anden snak. Den var rædselsfuld! Selvom det egentlig var den der fangede min opmærksomhed. INDEN jeg havde prøvet den! Jeg lignede bogstaveligtalt et omvandrerne mormorgardin.

Ja, min første reaktion da jeg så mig i spejlet var ”hold nu kæft, hvor ser jeg ud!”

Men ud over, at jeg ikke fandt KJOLEN, så var det en fuldstændig sindssyg oplevelse! Det eneste der fløj igennem hovedet på mig var, at om under et år skal jeg bære sådan en hvid sag, op ad et kirkegulv, og sige ja til Natascha. (Jeg må indrømme, at jeg også blev lidt vandøjet). Jeg kan kun sige, at I virkelig skal glæde jer til alle forberedelserne. Nyd dem, for det sker kun én gang.