VIND 2 VALGFRIE PLAKATER FRA POSTERBOY

Ronja, Nynne og Waffaa – Projektopgave

12026394_10153523640632420_1022523696_n

Tre piger fra Fyn, Ronja, Nynne og Waffaa, er lige nu igang med at skrive projektopgave om homoseksualitet. I den forbindelse spurgte de mig, om jeg ikke havde lyst til at svare på nogle spørgsmål. Det blev jeg egentlig lidt beæret over, så jeg sagde selvfølgelig ja!

Da jeg fik tilsendt spørgsmålene (var egentlig lidt ked af, vi bor så langt fra hinanden, at vi ikke kunne mødes) og læst dem igennem blev jeg faktisk lidt imponeret over, hvor velformulerede og omfattende de var. Så jeg tænkte, hvor ikke lave det til et blogindlæg? Det er alligevel spørgsmål, i stil med disse, jeg modtager på daglig basis.

Så her kommer de:

1. Hvorfor begyndte du at blogge?

– Har du et budskab du vil have ud igennem din blog?

Efter jeg fandt sammen med Natascha var der rigtig mange spørgsmål og og rigtig meget nysgerrighed. Måske er jeg så meget pige-pige, at folk mente, det var helt “forkert”, at jeg blev kærester med en pige. Normalt forbinder man vel det at være lesbisk, med hængerøvsbukser og kortklippet strithår. (Det er bare slet ikke mig!) dermed brød jeg lidt den der normalitet, der er omkring det at være lesbisk. Så det er klart, det udløste en masse spørgsmål. Derfor valgte jeg, i stedet for at bruge alt min tid på at svare hver enkelt, at starte min egen blog. Egentlig havde jeg lidt en forventning om, at det ville være en total fiasko og at jeg ville fejle totalt. Men efter mit allerførste indlæg havde jeg allerede 10.000 sidevisninger. Så dér fik jeg altså blod på tanden! Ja, jeg har da klart et budskab, som jeg gerne vil ende med at få ud. Mange tror, at fordi jeg er lesbisk, er min hverdag totalt anderledes, end alle andres. Som om, at jeg lever i en helt anden verden. Derfor prøver jeg, for så vidt det er muligt, at skrive så meget om min hverdag generelt, som jeg kan. Dermed kan folk få et indblik i, hvad jeg foretager mig og at jeg altså lever et fuldstændig normalt liv, præcis som alle andre. Derudover er det jo klart, at folk også skal lære, at selvom man er lesbisk, behøver man altså ikke, gå i hængerøvsbukser og store løse t-shirts. Jeg elsker mine stilletter og mit lange hår; og det bliver jeg ved med!

2. Hvornår vidste du at du var homoseksuel?

– Følte du dig anderledes?

Jeg fandt først ud af, at jeg var lesbisk da jeg fandt sammen med Natascha. Før det omtalte jeg kun mig selv som biseksuel. Jeg var sammen med piger, ja bevares, men jeg var nu sammen med flest fyre. Dette var måske nok bare fordi, jeg ikke ville indse, jeg var “anderledes”. Derfor gav det mig lidt en “trøst”, at jeg stadig kunne være sammen med fyre. Jeg offentliggjorde heller aldrig de forhold jeg havde til piger. Natascha gav mig bare det der skub, til at indse, at jeg altså ikke havde lyst til at være sammen med fyre mere. Jeg følte mig meget anderledes inden Natascha, for det var aldrig noget jeg havde talt eller hørt om før, så det lå så fjernt for mig. Men da jeg fandt sammen med Natascha var det ligesom om, at det havde været sådan altid, så der havde jeg det godt med mig selv.

3. Har du haft det dårligt psykisk pga. Din hemmelighed?

Ja, det har jeg. Men mest fordi, jeg ikke kunne finde modet til at fortælle mine forældre om det. Jeg har altid været meget tæt på både min mor og far, og har egentlig ikke som sådan holdt noget hemmeligt for dem. Så det var sindssygt svært at skulle holde noget så stort, hemmeligt for dem begge to. Det var jo en kæmpe del af mig. Lidt som at leve et dobbelt liv måske?

4. Hvad synes du om ordet homoseksualitet?

Homoseksualitet er jo homoseksualitet. Det er der jo som sådan ikke noget galt i. Noget der dog kan gøre mig lidt irriteret, er at man tit sætter ordet homoseksualitet i en blok for sig, i stedet for, at sætte det i samme blok som heteroseksualitet. Vi er jo alle mennesker af samme kød og blod? Så hvorfor gøre forskel på disse ting?

5. Hvordan har du det med at nogle bruger ordene ”lebbe” og ”bøsse” som skældsord?

Lebbe og Bøsse er, for mig, ikke skældsord, hvis de bliver brugt af homoseksuelle selv, eller af venner, som laver sjov. Lebbe og Bøsse er skældsord, hvis de bliver brugt af en ”rockeragtig” type, som råber ”din fucking bøsserøv” efter en stakkels lille dreng, som er blevet beskyldt for at have gjort noget, som han egentlig aldrig har gjort. Og det synes jeg bestemt ikke er okay! Én ting er, at det er synd for drengen, men så brug dog for fanden et andet ord! ”Prutskid” eller ”Prutfis” havde været mere passende. Det lyder heller ikke så grimt, det lyder bare lidt sødt egentlig 😀 (Ja, jeg er virkelig dårlig til at bruge skældord, og kan sagtens få det dårligt af at sige ”skid” eller ”lort”!) Nå, keep your focus, Anna.. Til gengæld kunne jeg BRÆKKE mig over dem, der bruger homoseksualitet, som Facerapes! ”Jeg har holdt noget hemmeligt længe.. Nu er jeg nødt til at fortælle jer det.. Jeg er bøsse! Jeg håber, I vil tage mig for den jeg er.” Det er, hvis I spørger mig, at gøre decideret grin med homoseksuelle og deres måde at leve på. Føj! Skam jer!

6. Var du nogensinde i tvivl om du var til piger?

Ja, det var jeg da. Eller, måske ikke i tvivl. Men jeg prøvede at gemme det lidt væk. Leve i troen om, at det var jeg altså ikke. Det var bare en fase. Det gjorde det egentlig bare meget værre, da det bare gjorde mig endnu mere forvirret. 

7. Har du nogensinde haft en fyr som kæreste? Hvis ja: Var det anderledes?

– Snakkede du aldrig med nogen om dine følelser inden du sprang ud?

Haha, åk ja! Jeg har haft mange 😀 ej.. Det er da blevet til nogle stykker op igennem tiden, jeg er jo trods alt 22 år 😉 Altså, jeg ved ikke om jeg vil sige, det var anderledes. Det er klart, at nogle ting var. Men alt i alt var det, det samme. Vi havde jo en almindelig hverdag, præcis, som jeg har nu, hvor jeg er sammen med en pige. Men altså – det er klart, når man er kærester med en pige, er der da lidt mere ”tøsefnidder”, som der jo, af gode grunde, ikke er, når man dater en fyr. Det giver jo sig selv. 

Jo, det gjorde jeg. Jeg talte rigtig meget med min bedste veninde, Amalie, som har været den bedste støtte igennem hele forløbet (som også kalder mig ”lebberøv” og ”lortelebbe” indimellem, men selvfølgelig kun kærligt ment 😉 ). Vi talte egentlig ikke så meget, om mine følelser og alt det der triste noget. Vi talte mere om ting, som ”gad vide, hvad ham der vil sige” og ”det bliver sjovt at se, hvordan hun reagerer”. Vi havde det egentlig mest sjovt over det. Og det hjalp mig rigtig meget. Jeg fik kun mere nedtur på at tale om det, der gjorde ondt.

8. Hvor gammel var du da fortalte dine nærmeste om det?

Min mor og far fik det at vide for lidt over et år siden. Mine gode veninder fik det at vide med det samme. Altså ikke, at jeg var lesbisk, men at jeg sås, med en pige.

9. Var det svært at holde på hemmeligheden?

Nej. Jeg tror, jeg fik gravet det så langt ned, at jeg til sidst ”glemte”, at jeg ikke havde fortalt mine forældre det. Jeg troede jo på mig selv til sidst. Men det er klart, at det var vildt nederen ikke at kunne tage min kæreste med hjem, som en kæreste og ikke en veninde.

10. Hvad fik dig til at springe ud?

At jeg kunne mærke, det ikke bare var en fase, jeg skulle igennem. Jeg vidste, det var alvor nu, så jeg var lige som lidt nødt til at få det sagt. 

11. Hvordan reagerede din familie og venner?

De tog det alle sammen rigtig pænt!

– Var det ikke lidt en win-win i omklædningsrummene?

Haha! Fedt spørgsmål! Jeg går ikke så meget i svømmeren og fitteren, så det kan jeg faktisk ikke rigtig svare på. Men jo – pas på når I klæder om, i omklædningsrummene, det kunne jo være, jeg gemte mig et sted derinde 😀 Jeg har jo en kæreste, så jeg bruger altså ikke meget tid på at se på andre piger 😉

12. Var det svært at finde ud af om du ville være den maskuline eller feminine?

Her henviser jeg til mit indlæg om min ”Identitetskrise”, som I kan læse her.

13. Nu da du blogger en del og nogle før har behandlet dig og Natascha dårligt, er du så ikke bange for at det på et tidspunkt bliver for meget for jer?

Jeg er ærligtalt fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Vi er et land med ytringsfrihed, så folk må selvfølgelig sige og mene, hvad de vil, så længe de ikke gør nogen noget ondt. Hvis de gør det, er det godt, at Politiet allerede er underrettet og kender til ”drengestregerne”. Men nej, det bliver aldrig for meget for os. 

– Tror du det er anderledes at være lesbisk end bøsse? Hvis ja: På hvilken måde?

Ja da. Det er jo to vidt forskellige ting for det første. For det andet er der meget større tabu omkring det at være bøsse. Jeg synes generelt folk har nemmere ved at acceptere lesbiske, frem for bøsser.

14. Hvordan takler dig og Natascha ”drengestregerne”?

I starten var vi meget bange, for hvad nu, hvis det rent faktisk var nogen, der ville gøre os ondt, og virkelig havde ondt et vist sted. Efter, vi har talt med Politiet, er vi mere rolige omkring det, og kan sagtens leve et normalt liv. Dog er der ingen der ved, ud over de nærmeste, hvor vi bor. Og det kommer de heller ikke til. 

15. Hvor vil du helst bo, hvis du tænker på at du vil blive behandlet værdigt?

I hvert fald ikke i Rusland!

16. Er der nogle fordele ved at være lesbisk?

Man forstår hinanden meget bedre, på så mange områder!

– Er der udfordringer?

Tøsefnidder!

17. Hvad sagde præsten til at vie dig og Natascha?

Hun virkede egentlig lidt beæret. Det er også den første homoseksuelle vielse nogensinde i Slotskirken, så det synes vi nok alle sammen er lidt sejt! 

18. Tror du at brylluppet får meget opmærksom i medierne?

Det ved jeg slet ikke. Men jeg kan sige så meget, at ALLE er inviteret til globryllup! 😉

19. Vil Natascha og dig gerne have børn?

Jeps! Men mere vil jeg ikke uddybe mig her 😉

20. Har du nogensinde deltaget i Gay-parade? Og hvorfor? Hvis ja:

2 gange, og det er den fedeste dag på hele året! Ti gange federe en jul og fødselsdag. TILSAMMEN! 

– Hvad betyder Gay-parade for dig?

Man får virkelig lov til at udleve ens seksualitet fuldt ud, for en dag. Stemningen er fuldstændig vanvittig, og på den dag virker det som om, at alle elsker homoer! Det er FABULOUS! 😉

– Synes du man burde give mere opmærksomhed til Gayparade?

Jeg synes, vi er rigtig gode til at sætte fokus på, at der er Gay Pride. Der er regnbuer over det hele! Ja selv de store firmaer har vores flag plantet på deres bygning. Så bliver man altså lidt stolt!

Tusind tak for nogle super spørgsmål, søde piger <3 Jeg håber, vi ses en dag!

Underskrift

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

VIND 2 VALGFRIE PLAKATER FRA POSTERBOY