OM FERTILITETSBEHANDLING OG PSYKISK TERROR

Jeg er sikker på, at ALLE, der har været igennem fertilitetsbehandling, i den ene eller den anden form, kan nikke genkendende, til hvad det her indlæg kommer til at handle om. Nemlig det psykiske i, at man ikke ”bare” kan lave en baby, men at man skal igennem behandling. Bevares, jeg er klar over, at der også er nogle, som bruger land tid på at lave økobabyen, men jeg tror bare, det sætter nogle andre tanker i gang, når du ligger på en briks og det er en fertilitetslæge, der skal ”gøre dig gravid”, hvor bizart det så end lyder. Men thats a fact.

Man skal jo ikke være Einstein for at vide, at Natascha og jeg har været igennem fertilitetsbehandling. Vi kan jo sjovt nok ikke lave en rigtig økobaby, selvom vi jo alligevel ser Mattheo som værende fuldstændig ligesom alle andre babyer. Han er bare undfanget på en briks vha. en sprøjte.

Forløbet startede for 1,5 år siden på Vivaldi i Hillerød. Her begyndte snakken om, hvornår vi skulle i gang og hvad vores forventninger var til forløbet. Vores forventninger var, at det ville gå lynhurtigt, og jeg ville blive gravid i første forsøg, for jeg var jo sund og rask. Og ung. Eller det vil sige, det var MINE forventninger. Der er Natascha bare lige dét mere realist. Hun mente lige, vi skulle igennem et par forsøg. Men hun var sikker på, der ikke ville gå lang tid. Alligevel kom der til at gå 1,5 år før vi stod med den positive test i hånden.

Det var egentlig ikke fordi, det tog os 18 måneder. 18 cyklusser. Det var fordi at behandlingen gjorde mig helt skør. Første forsøg klarede vi selv derhjemme. Vi købte ”produktet” på en hjemmeside, og kreerede egentlig pretty much vores baby selv. Han skulle have mørke øjne og mørkt hår. Hans ”far” skulle være veluddannet og have en pæn stemme. Og så måtte han gerne være lidt mørk i det. Og selvfølgelig skulle de babybilleder man kunne se af ham, være lige i skabet. Jeps, fuldstændig som at shoppe den kjole du skal have på til din fødselsdag. MEGET mærkeligt egentlig. Nå men i hvert fald, så fik vi leveret det vi skulle bruge lige til døren, og så var det ellers bare at gå i gang. Da ”seancen” var færdig og jeg lå der med benene i vejret, der var jeg, i følge min hjerne, allerede gravid. Og de næste to uger blev BESTEMT ikke bedre. For hver dag der gik fik jeg et nyt symptom. Så fik jeg ømme bryster, så havde jeg taget lidt på, så havde jeg fået en sort streg på maven. Alt sammen selv om der kun lige var gået en uge, og jeg jo et eller andet sted godt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre, at få symptomer så tidligt. Men jeg var jo gravid!

Præcis 14 dage efter tog jeg testen. Fuld af forventning og håb sad jeg der og så ÈN streg komme frem på testen. Testen var altså negativ. MEN. Sådan en test skulle fandme ikke tage håbet fra mig. Så mig ned i spar og købe en pakke graviditetsteste mere. Igen, alle sammen negative. Nå, men hvad så, hvis jeg lader dem ligge et par dage, mon ikke der så sker noget. Og jo – det gjorde der. Så kom der nemlig en streg. Problemet var bare, at det var overskudsfarve og at den derfor ikke gjaldt. Men det gjorde den for mig.

Jeg kan godt fortælle jer, at de næste mange måneder var FORFÆRDELIGE, både for mig, men også for min stakkels Natascha, som jo for længst havde indset, at det ikke var denne måned, det skulle lykkes for os. Men mig, jeg rendte lystigt rundt og tog mavebilleder og købte babytøj, for jeg skulle være mor. Kvalme havde jeg også en masse af og min mave den voksede. Ja altså babyen, den sparkede også.

I seks måneder rendte jeg rundt i troen om, at jeg var gravid. Selvom testene viste negativ og min menstruation var regelmæssig. Ja jeg havde sågar været ved lægen og få det afkræftet, men ikke en gang dét kunne få mig væk fra tanken. Jeg er virkelig overrasket over, hvor meget min hjerne har kunne spille mig et puds. Simpelthen så tarveligt! Jeg vidste jo et eller anden sted godt, at jeg ikke var gravid, men fordi at ønsket var så stort, kunne jeg bare ikke klare tanken om et nederlag. Så derfor begyndte min psyke at lege med mig. Og ja, det er rent faktisk muligt. Og også i så slem en grad, som det var for mig.

Efter de seks måneder kunne jeg måske godt se, at min mave ikke rigtig var vokset helt som den skulle, og det var måske alligevel lidt underligt, at min menstruation kunne være præcis, som den altid havde været. Så endelig tog jeg mig sammen, til at vi kunne starte op på behandlingen igen. og denne gang på en klinik. Her var chancerne for, at det skulle lykkes bare lige lidt større. Men desværre for os – heller ikke i den omgang. Men igen, ingen skulle tage håbet fra mig, og da SLET ikke nu, hvor det var gået i vasken én gang. Så nu skulle vi igennem samme psykiske helvede som første gang. Seks måneder med mavebilleder og ubeskriveligt mange graviditetsteste, som ALLE var negative. Virkelig opslidende og forfærdeligt. Og SÅ synd for Natascha, som hele vejen igennem var så sød og virkelig prøvede at få mig til at forstå, at den altså heller ikke sad der i det forsøg.

Efter de seks måneder og en psyke der nu var bedre og ikke legede med mig mere, besluttede vi os for, lige at lade der gå et halvt års tid, før vi gik videre med næste forsøg. Det var nok ret vigtigt, at jeg lige forstod, at det altså heller ikke var sikkert, det ville lykkes næste gang.

Et halvt år efter var vi klar, og denne gang satte vi alt op efter, at det skulle lykkes. Så jeg kvittede smøgerne (som jeg selvfølgelig skulle have gjort allerede første gang) og jeg købte bogen ”spis dig gravid”, som indeholder en masse opskrifter og tips til, hvordan du kan øge din fertilitet. Den levede jeg efter i godt og vel to måneder. Og vupti – en lille spire satte sig fast. Og ENDELIG fik vi den positive test. Denne gang var jeg ellers HELT sikker på, at jeg ikke var gravid. lidt mærkeligt egentlig. Men vel egentlig alligevel logisk nok.

– Første positive test. Meget svag. Men MEGET mere tydelig, end de to forrige gange.

Ja nu tager jeg mavebilleder – en masse. Og min mave vokser rent faktisk! Og ja, jeg mærker baby sparke og tumle rundt. Det er fantastisk og jeg er alligvel sikker på, at jeg har lært meget på det 1,5 år der gik, før det skulle lykkes for os. Og ja, jeg går det gerne igennem en gang til, for at opleve den glæde, vi oplever nu <3

Så sidder der andre derude, som har oplevet eller oplever det samme, som jeg har – så bare rolig, I er ikke de eneste. Jeg svarer gerne på spørgsmål, hvis nogle skulle have det. Jeg kan jo lige så godt bruge min erfaring fornuftigt.

I må have en fantastisk søndag aften <3